Førstehed — og tyndhedens position som kropsligt udgangspunkt
Der tales ofte om andetgørelse, men ikke om førstegørelse. Det sprog vi har, tager udgangspunkt i den privilegerede første position, som ikke er interesseret i at beskrive sig selv, men hellere end gerne beskriver det der er fremmed for den; det andet.
Andrea Storgaard Brok
I dette essay vil jeg præsentere tanker og teorier der relaterer sig til den privilegerede position det er at have en tynd eller slank krop. Der findes en masse litteratur der beskriver det, som ofte sættes som modpol til den tynde krop, altså den tykke krop. Dette kan have noget at gøre med, at tykhed er det, der i nutiden fortælles som afvigende fra normen, ikke levende op til idealerne og som anderledes, eller andetgjort. Det andetgjorte kræver ofte en forklaring, hvilket jeg senere vil komme ind på, mens det som det andet står i forhold til og afviger fra, det første, ofte tages for givet og derfor ikke behøver beskrivelse eller berettigelse for sin eksistens. Tykhed er altså beskrevet vidt og bredt, mens tyndhed er mere en nicheting at tale om, i hvert fald når man bevæger sig uden om diætkulturen og ind i feminismen. Vi ved godt at der er noget der hedder thin privilege, men vi taler sjældent om det.
Tyndhed er komplekst fordi det er en position i førstehed, en neutralitet, som samtidig ikke forstås som en konstant på samme måde som andre privilegerede positioner, eksempelvis hvidhed. I en vestlig kontekst er tyndhed desuden en markør for både sundheds- og skønhedshegemonier, det vil sige, at tyndhed er et dominerende ideal for skønhed og sundhed.
Den tynde eller slanke krop har igennem blandt andet nyere europæisk historie været dominerende som ideal for skønhed og sundhed. Der har været perioder hvor en tykkere model har vundet indpas som idealiseret krop, særligt i sultetider. Hvis en given krop er opnåelig primært ved hjælp af penge, tid og overskud, vil denne idealiseres. Idealerne er svære at leve op til og de er eftertragtede fordi de kræver ressourcer som ikke alle har. De få mennesker som har disse ressourcer og derfor kan præsentere med den i samtiden eftertragtede krop, vil således personificere idealet. Den eftertragtede krop er altså et symbol på magt og velstand, og den magt som kroppen repræsenterer er det der gør den idealiseret og eftertragtet.
Idealiseringen af visse kroppe har konsekvenser for de andre, altså de kroppe der står uden for muligheden for at efterleve idealerne. Afvigende kroppe straffes på forskellige platforme og forskellige måder for deres andethed. Straffen kan være udskamning, voldelige overgreb, som må betegnes som hadforbrydelser, deling af private informationer med målet at krænke og latterliggøre, manglende adgang til kvalificeret lægehjælp og generel eksklusion fra diverse sociale arenaer, herunder arbejdsmarkedet. Der er også mange andre platforme som ikke-tynde kroppe formenes adgang til, bl.a. datingsider og tøjbutikker. Endelig er der tryg færden i det offentlige rum, som desværre også er en privilegeret oplevelse.
Førstehed
A conciousness in which there is no comparison, no relation, no recognized multiplicity […] no imagination of any modification of what is positively there, no reflexion. […] Any simple and positive quality of feeling would be something which in our description fits — that it is such as it is quite regardless of anything else.
- Charles Sanders Pierce
I det følgende vil jeg beskrive min egen forståelse af begrebet førstehed. Det er en svær opgave at beskrive førstehed, fordi det sprog vi har tager udgangspunkt i den privilegerede første position, som ikke er interesseret i at beskrive sig selv, men hellere end gerne beskriver det der er fremmed for den, det andet. Jeg har forsøgt at undgå for mange udlægninger om hvem der er andet, altså dem der fortælles som afvigende fra det første. Men at undgå at tale om det andet, i et essay om førstehed, har vist sig for mig at være en umulig opgave, hvorfor der i løbet af teksten vil være eksempler på både førstehed og andethed.
Førstehed er noget man ikke tvinges til at tænke over, at man har, fordi det ikke er truende eller på nogen måde til gene for det heteropatriarkalske samfund, og derfor ikke er noget man gøres opmærksom på af sine omgivelser. Hvis man ikke er blevet bedt om at berettige sin eksistens, har man sjældent et forsvar parat. Med andre ord; det, som forstås som universelt, givet eller måske endda ’naturligt’, er ikke til diskussion, og det er førstehed således heller ikke. Dette er interessant, for når et fænomen eller en egenskab ikke behøver en forklaring, fremstår den som neutral. Det er i neutraliteten at førsteheden opstår.
Førstehed kan forstås som fraværet af minorisering, marginalisering og stigmatisering på et givent parameter. Man kan altså godt opleve førstehed på ét område, og andethed på et andet. Førstehed betyder, at de ting ens krop repræsenterer opfattes som udgangspunkt for hvad det vil sige at være ’person’, altså subjekt. De der ikke har en oplevelse af førstehed, men i stedet andetgøres, skal forsvare sig og bevise at de rent faktisk er ’personer’. Man kan også forstå andetgørelse på den måde, at man primært opfattes som værende sin krop, og sekundært som et subjekt.
Denne opfattelse kan til dels forstås i tråd med Simone De Beauvoirs fortælling om, at der kun findes et køn, nemlig det, der fremstår fremmed og må forklares, fortolkes og forstås. Det køn der ikke i forvejen er givet og neutralt er det andet køn, kvindekønnet. Disse beskrivelser af andethed hos kvinder kan drages som parallel til andetgørelsen af ikke-normative kroppe.
Lara Trout introducerer i The Politics of Survival: Peirce, Affectivity and Social Criticism til Charles Sanders Peirces kategorisering af førstehed, andethed og tredjehed i kontekst af racisme, sexisme og homofobi. Trout beskriver førstehed som en indfølt samklang med verden, indeni og udenfor kroppen. I sin renhed kan førsteheden ikke beskrives, fordi den er for umiddelbar til at tillade sammenligning eller kontrastering med andre erfaringer og tanker.
Et eksempel på bevidstgørelse om egen førstehed kunne være, når en heteroseksuel person bliver spurgt om hvornår de fandt ud af, at de var hetero. Pludselig bliver førsteheden, måske for første gang, italesat. Personen har ikke oplevet at skulle forklare baggrunden for deres seksuelle liv, fordi heteroseksualiteten har været noget forventeligt, det har været udgangspunktet for deres opdragelse og interaktioner med andre mennesker.
Førsteheden beskrives altså som en anti-oplevelse, en ikke-registreret samklang med verden, og andethed er omvendt oplevelsen af modstand og ikke-samhørighed med omgivelserne.
Man kan også sige, at den første allerede er inde i varmen, han behøver ikke aktivt tage stilling til hvem han er, han er bare.
Trout viderebygger på andetheds-kategorien ved at beskrive den socio-politiske andethed. Denne form for andethed indebærer begrænsninger eller betingelser rettet imod personer som befinder sig i det Trout kalder ’ikke-hegemoniske grupper’. Hegemoniske grupper er mennesker der besidder magt og indflydelse over andre grupper, eksempler på hegemoniske grupper kunne være heteroseksuelle og hvide. Man kan forestille sig, at socio-politisk førstehed i så fald ville tilfalde de hegemoniske grupper, altså de privilegerede befolkninger.
Der tales ofte om andetgørelse, men ikke om førstegørelse. Dette har noget at gøre med, at andetheden er noget som kræver handling, noget som skal beskrives og gøres. En person der har en normafvigende identitetsmarkør gøres til den anden. Gørelsen ligger fx i at en person forventes at agere repræsentant for en religion, et folkeslag, et køn eller andet, og dermed også forventes at skulle svare på spørgsmål af mere eller mindre intim karakter. Førsteheden derimod, kræver ikke afklaring og står som usagt og uimodsagt position. Man kan også sige, at den første allerede er inde i varmen, han behøver ikke aktivt tage stilling til hvem han er, han er bare. Et eksempel på passiviteten i førsteheden kunne være, når hvide personer taler om, at andre, ikke-hvide personer er ”etniske”. Heri ligger en formodning om at den hvide person, hvis hvidhed er en førstehed, ikke selv har en etnicitet. Da personens hvidhed ikke har været påtalt eller udfordret, har personen ikke forstået sig selv som én der også selv er etnisk.
Et andet aspekt af førstehedsbegrebet er positionen som den tolererende frem for den eller det tolererede. Det ‘anderledes’, eller andetgjorte, er det som skal tolereres, og hvem der får lov til at påtage sig rollen som den tolerante, afhænger af hvem der har magten, altså førsteheden. Tolerancebegrebet kan behandles forskelligt, men forstås i denne kontekst som at udholde. Det, der skal udholdes er noget man er nødt til at leve med, men som man egentlig helst ville ønske, at man ikke behøvede forholde sig til. I bogen Tolerance — eller hvordan man lærer at leve med dem, man hader beskriver forfatterne Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældsgaard tolerance således:
At være tolerant over for noget, andre mennesker gør, tror eller siger, forudsætter for det første at man forkaster det, for det andet, at man trods sin afstandstagen ikke vil forbyde det […], og for det tredje at man aktivt bliver ved med at forholde sig til de mennesker, hvis gøren og laden man tager afstand fra […]
Det er denne forståelse af tolerance som det følgende vil tage udgangspunkt i. Eftersom personer der lever i førstehed, lever i en verden, der er indrettet primært til dem, og ikke til de der er andetgjorte, så er det også påfaldende for den første, at indtage en position som den tolererende. Den tolererende person identificerer andethed hos andre mennesker og forholder sig til andetheden med hvad den første selv formoder er en venlig afstandstagen, eller måske en betinget gæstfrihed. Det følgende er et eksempel på den førstes tolerance af den anden:
Det er dagen for den Københavnske prideparade og tusindvis af mennesker gør sig klar til at gå gennem byens gader for at fejre den stolthed, de tager i at være LGBTQ+ personer og allierede. Langs paradens rute står en masse tilskuere. Paraden går i gang og deltagerne har det godt, de taler sammen, danser og hygger sig. Tilskuerne smiler og vinker til deltagerne, de tager også billeder af paradens forskellige vogne og af nogle af deltagerne. Mange af paradens deltagere vinker tilskuerne ind i paraden, nogle råber at de da bare skal komme med. Men tilskuerne bliver på deres pladser, bliver i deres rolle som tilskuere — hvorfor?
Der kan selvfølgelig være mange grunde til at man vælger at være tilskuer til paraden, men eksemplet er et forsøg på at illustrere hvordan personer der lever i førstehed, i denne kontekst som heteroseksuelle eller cis-kønnede, er aktive i deres observation, og måske endda objektivisering, af andetgjorte. Dette eksempel illustrerer trygheden i førsteheden. Hvis man forbliver uden for optoget, kan man undgå at blive bedømt som en af ’de andre’. Truslen om, at andre førstepersoner skulle blive i tvivl om, hvorvidt man rent faktisk var første eller anden, hænger over tilskuernes hoveder. De har officielt intet problem med at der findes andre, men vil allernødigst deltage, fordi deltagelsen bevirker, at de sætter deres førstehed på spil.
Tolerance kan også forstås som en begrænset og midlertidig tilladelse, der fordrer et asymmetrisk magtforhold. Magthavere og majoriteter har, som tidligere nævnt, muligheden for at påtage sig rollen som tolerante. Tolerancen kan de vise, ved at tillade et mindretal, som er afvigende, at beholde deres afvigelse, så længe denne ikke udfordrer den etablerede magtrelation. I kontekst af tykhed kan man sige, at magthaverne kan tillade mennesker at have tykke kroppe, så længe de stadig dyrker de idealer, som magtpositionen opfatter som forventelige, men at magtrelationen udfordres når en tyk person tilkendegiver, at de fx ikke ser noget problem med deres egen tykhed og derfor ikke har planer om at forsøge at efterleve magthavernes normative krav og idealer.
Lara Trout beskriver, hvordan den første må sætte sin førstehed på spil for at nå ud over rollen som den tolererende; dette kræver bl.a. at man tager imod feedback fra ikke-hegemoniske grupper. Det forklares yderligere, at feedbacken ikke nødvendigvis kan gå begge veje, blandt andet fordi de første, altså de hegemoniske grupper, kan have internaliseret ekskluderende vaner som underkender og stiller mistillid til de ikke-hegemoniske gruppers perspektiv.
Førstehed kan således forstås som en neutralitet, der betyder, at man ikke udsættes for modstand. Det er en magtposition, hvorfra man kan tilbyde og tilbagetrække tolerance af personer, der lever i andethed.
I det følgende vil jeg beskrive hvordan tyndhed kan forstås som en position i førstehed.
Hvad er tyndhed?
Tyndhed er en position af ikke-tykhed. Kroppe, der genkendes som ikke-tykke i diverse sociale arenaer, kan kategoriseres som tynde eller havende tyndhedsprivilegie; der er således i denne kontekst ikke tale om de ellers bredt anerkendte medicinske betegnelser ’undervægt’ og ’normalvægt’, men rettere fraværet af synlige, normafvigende fedtdepoter. Tyndhed må forstås som en egenskab der er adgangsgivende, når man bevæger sig rundt i verden.
I et af den amerikanske fedtaktivistiske bevægelses hovedværker, Revolting Bodies? The struggle to redefine fat identity af Kathleen LeBesco, beskrives tyndhed som en egenskab der for alvor blev ophøjet til ideal med kristendommens, og navnlig protestantismens, indtog i Europa. LeBesco redegør for, hvordan den slanke kropssilhouet i kristendommen forbindes med at leve efter gældende moralske koder og derfor uden for synd. Den femte dødssynd, frådseri, eller gluttony på engelsk, er det første man kommer i tanker om. At være skyldig i frådseri betyder, at man har en overdreven lyst til at spise og drikke i en sådan grad, at man potentielt fratager det fattige adgang til disse levnedsmidler. Frådseren forbindes også, som Lebesco forklarer, med at være en udisciplineret spiser, som til stadighed giver efter for lysterne, og derfor ikke kan følge de religiøse skrifters diætetiske regler. I kristendommen er frådseren ofte afbilledet som en velhavende person, der beviser sin velstand ved at indtage for meget, og dermed spilde, mad og drikke. Frådseren er en nyder af dekadence, en blærerøv.
Den tynde krop konformerer til samfundets ønsker, og behøver derfor ikke en forklaring.
Når tykhed fortælles som prangende, dekadent og præget af ’merehed’, så er tyndhed det omvendte — beskedent og asketisk. Ophøjelsen af beskedenheden og ydmygheden finder vi mange steder, særligt i Nordeuropa, og tankerne ledes hen imod blandt andet janteloven, som også prædiker socialt mådehold og ydmyghed. Således gives ikke-tynde kroppe altså ikke muligheden for at være ophøjede og beskedne, og den ikke-tynde krops synlighed i sociale rum er til gene for de øvrige deltagere, fordi den ødelægger den stemning af ’mindrehed’ (læs: beskedenhed og ophøjethed) man ellers ville kunne skabe.
Den tynde eller slanke krop beviser dyden i at kunne efterleve både moralske og diætetiske koder for religionen, og må i modsætning til frådseren betegnes som en disciplineret spiser. Lebesco beskriver frådseren med følgende: ”(…) gluttons, or people who are undisciplined eaters, are in violation of biblical edict and are considered evil.”
En person, der kan efterleve moralske koder og leve i dyd forstås også som en der er ’ren’. Narrativet om den tynde krops renhed har skabt omvendte konnotationer for ikke-tynde kroppe. Tykke kroppe forbindes nemlig med urenhed, og forstås, ifølge bl.a. LeBesco, som forurenede, altså truende eller smittefarlige i kraft af deres urenhed. Når tynd er ren og tyk er forurenet, skabes der orden. Dette hænger sammen med, at illusionen om orden etableres når forskelligheder overdrives og der skabes dikotomier; indenfor/udenfor, mand/kvinde, tynd/tyk.
I forlængelse af dette beskriver LeBesco, hvordan den slanke eller tynde krop er noget der kan forstås, gennemskues, inden for samfundets stramme og prækonstruerede normer. Den tynde krop konformerer til samfundets ønsker, og behøver derfor ikke en forklaring.
Når tykke mennesker forventes at have et ønske om at tabe sig, altså et ønske om at blive ’normale’, og må forsvare deres kost- og motionsvaner, er det et udtryk for dehumaniseringen af den tykke krop. Når personer med handicap forventes at berette om hvordan de begår sig og strukturerer deres hverdag, er det et udtryk for dehumaniseringen af den ikke-kropskapable eller ikke-neurotypiske krop. Når ikke-hvide personer skal redegøre for deres biologiske ophav på baggrund af hvide menneskers nysgerrighed, er det endnu et udtryk for dehumanisering. Listen af dehumaniserende adfærd overfor ikke-normative kroppe bliver ved.
Dette er eksempler på, hvordan andetgjorte individer tvinges til at forklare, hvem de er, og forsvare, hvorfor de er berettiget til at være i et givent rum. Atter handler det om ’den førstes’ behov for at forstå, tolerere og gennemskue ’den anden’. At gennemskue den anden kan eksempelvis være at få den anden til at bekende et ønske om på sigt at komme til at leve i førstehed. Derved erkender den andetgjorte sit eget mindreværd og den førstes overlegenhed. Kan man få den tykke person til at sige at de inderst inde godt vil tabe sig, så har man lykkedes med at gennemskue og afkode personen.
Tyndhedens ophøjede status kan også forstås igennem den engelske talemåde ”less is more”, som benyttes om alt fra makeup til madlavning. Talemåden dyrker det simplistiske og det mindre, og beskriver hvordan det, der ikke er meget af, har større værdi end det, der er meget af.
Udsagnet beskriver en æstetik, som ofte forbindes med fysiske ting, men kan også bruges når man skal forsøge at forstå hvorfor tyndhed fortælles som en af de primære karakteristika ved vestlig skønhed, mens tykhed er en trussel mod den etablerede orden, og ofte noget der opfattes som en æstetisk fornærmelse.
Når man har sagt at mindre er mere værd, så må mere vel også være mindre værd, med andre ord, more is less.
Det berømte citat af supermodellen Kate Moss ”Nothing tastes as good as skinny feels” beskriver præcist, hvor meget mere man er værd, hvis man har en slank eller tynd krop. Citatets budskab om at nedprioritere spisning til fordel for at opnå en tynd krop dyrkedes i 00’erne, inden de sociale medier for alvor blev etableret, på diverse hjemmesider og fora dedikeret til ProAna- og ProMia-bevægelserne (henholdsvis ProAnorexia og ProBulimia). ProAna og ProMia forsøgtes neddysset, og mange hjemmesider blev nedlagt af bl.a. de britiske myndigheder. I nutiden ses det samme citat brugt på instagram, tumblr og lignende under markører som #Thinspiration og #Fitspo. Citatet er berygtet for at opfordre, især kvinder, til at undgå spisning, og diskuteres til stadighed, også blandt feminister.
Hvis valget står imellem livet som ikke-spisende subjekt eller spisende ikke-subjekt, så er subjektiveringen måske at foretrække?
Man kan argumentere for, at citatet peger på en undertrykkelsesstruktur, nemlig den systematiske dehumanisering af ikke-tynde kroppe, som resultat af idealiseringen af den tynde krop. Kate Moss fortæller os, at følelsen af at være tynd er langt bedre end nogen form for levnedsmiddel. For ikke-tynde personer kan det være svært at forestille sig hvad den følelse indebærer, men inddrager man Lebescos perspektiv på forskellen mellem tynd og tyk, så kan man forestille sig, at følelsen af at være tynd er følelsen af at blive læst som menneske, at være subjekt.
Hvis tyndhed, som tidligere beskrevet, giver personer mulighed for at blive set som rene, rigtige og vigtigst af alt hele mennesker, så har Kate Moss måske fat i noget centralt for forståelsen af tyndhed. Hvis valget står imellem livet som ikke-spisende subjekt eller spisende ikke-subjekt, så er subjektiveringen måske at foretrække?
I essayets indledning beskrev jeg hvordan tyndheden, i modsætning til visse andre privilegier, ikke er en konstant. Det er givet at kroppe ændrer og udvikler sig i løbet af menneskets liv; fedtdepoter og muskelmasse opbygges og nedbrydes, funktionalitet ændres osv. Således kan positionen som første i kraft af tyndhed også forsvinde eller blive til. Man kan overveje om tyndhedens eftertragtethed har noget at gøre med, at det kræver en evindelig vedligeholdelse at blive i den. Der er altid en overhængende fare for at man bliver tyk. Tykheden i sig selv, altså fedtdepoter på kroppen, er ikke en trussel imod mennesket, men det som fedt i kraft af kulturelle koder repræsenterer, den normafvigelse som fedtet er blevet symbol på, er en stor fare for individet.
Tykhed betyder, at man mister retten til egen krop. Man er ikke længere subjekt, fordi man ikke er menneske nok til subjektivering. Truslen om at miste sin tyndhed er altså reel for alle, og er, i mine øjne, en af de mest centrale strukturer der skaber kropshad.
Jeg har arbejdet med ældre mennesker i seks år, og det er en daglig begivenhed at en ældre kvinde beder mig om at give hende en halv portion mad i forhold til hvad de andre får, fordi ”man skal jo nødigt blive for tyk”. Selv efter et langt og begivenhedsrigt liv kan man altså ikke slappe af i sin krop, fordi truslen om tykhed er konstant, og tyndheden altså kræver sin ’vedligeholdelse’.
I en sundhedspolitisk kontekst er tyndheden også en førstehedsposition. Eksempelvis forskes der i tykhed, fortalt som fænomenet ’fedme’ som aldrig før, imens forståelse af tyndhed blandt befolkninger ikke er et særligt populært fokusområde for medier og forskere. Dette er endnu et eksempel på, hvordan positionen som første skånes for at blive udgangspunkt for forskning og diverse teoretiseringer omkring dets oprindelse.
Tyndhed kan forstås som en demonstration af, at man indeholder de egenskaber og karaktertræk som er ønskværdige. Med sin ikke-tykke krop præsenterer man en rigtighed, man præsenterer at man holder reglerne for renhed og orden. Den førstehed som tyndheden repræsenterer vil man sjældent selv være bevidst om, da førsteheden som tidligere beskrevet er en ikke-oplevelse, og rettere en usagt samklang med omgivelserne.
Den førstehed som opleves, eller rettere ikke opleves, af personer med tynde og slanke kroppe betyder at diverse aktiviteter bliver tilgængelige uden konsekvenser. At være slank giver personer mulighed for at forbruge, spise, begære, blive begæret, have sex, nyde, være i offentligheden, dyrke motion, undlade at dyrke motion osv. uden straf.
Det er ikke svært at finde ressourcer om diverse forskellige andetgjorte positioner — det bliver straks en større opgave at finde beskrivelser af førstehed. At identificere sig selv og andre som andetgjorte kan være vigtigt i kontekst af at generobre, queere og skabe bemyndigelse (læs: empowerment). Men det andet står altid i forhold til det første. Det vil altid sammenlignes med og positioneres imod det første, og derfor er det relevant at skabe en terminologi der både identificerer og udfordrer førsteheden.
Dette essay har udformet sig således, at linjerne bliver stærkt markeret; enten er du tynd eller også er du det ikke. Jeg vil understrege, at kroppe er forskellige, og at der findes mange måder hvorpå man kan andetgøres. At være tynd, og derved være første i den forbindelse, betyder at der er nogle former for undertrykkelse og modstand man ikke oplever — der kan så modsat være andre former for modstand som man hele tiden skal konfronteres med.
Der er, blandt feminister, en tendens til at glemme betydningen af kroppens størrelse og dens funktionalitet, når man laver intersektionelle analyser. Det er uheldigt, fordi ikke-tynde kroppe er meget udsatte og møder meget modstand, både strukturelt og i form af mikroaggressioner.
Det er derfor på tide at tage samtalen om fedtfobien, kropshadet og den tynde krops privilegium og førstehed.
Litteratur
Bredsdorff, Thomas; Kjældsgaard, Lasse Horne (2008): Tolerance- eller hvordan man lærer at leve med dem man hader. Gyldendal, Skive.
LeBesco, Kathleen (2004): Revolting Bodies?The Struggle to redefine fat identity. University of Massachusetts Press, Boston.
Trout, Lara (2010): The Politics of Survival: Peirce, Affectivity, and Social Criticism. Fordham University Press, New York.
