Vi må se shape-ism i øjnene, når vi snakker tykke mennesker og fedtfobi
Bliver alle tykke mennesker diskrimineret på samme måde? Eller er der interne hierarkiske forskelle der gør, at det ikke er lige meget hvorhenne på kroppen man er tyk?
Ida Ottesen
Når vi snakker om tykke mennesker, får mange et billede af, hvad de mener, en tyk person er, men det handler langt fra kun om udseendet. Der er mange stereotyper og fordomme forbundet med tykke mennesker: at de er dovne, ikke kan styre sig selv, ikke fortjener respekt, osv. Men der findes mange forskellige tykke mennesker og for at fremhæve de interne hierarkiske forskelle, foreslår jeg, at vi bruger begrebet ’shape-ism’. Dette begreb kan bruges til at tale om forskelle på tykke kroppe og hvordan de bliver opfattet i samfundet.
Begrebet shape-ism er altså til for at vi kan snakke om og fokusere på, hvor nuancerede fordomme er i vores samfund og for at vise, at der også kan være interne fordomme i en gruppe, der udadtil maske virker homogen, men som langt fra er det.
Det står klart at tykke mennesker er oppe mod en del diskrimination fra samfundet og andre mennesker. Jeg synes dog, at det er vigtigt, at vi fokuserer på̊, at der er forskellige på måder at være tyk på og at nogle måder er mere acceptable end andre, netop fordi nogle er lettere at få puttet ind i de normative kasser som samfundet stiller op. Disse skønhedsnormer ligger dog langt fra fast. Nutidens fokus på fitness startede i 1980erne, og gennem tiderne er kropsfedt blevet set som et tegn på frugtbarhed og overflod, både med henblik på mad og penge. Nu bliver tyndhed set som et skønheds- og sundhedsideal fordi det kræver overskud og penge, og det er netop den status, som tid og penge giver, der er med til at definere krops- og skønhedsidealer.
Det første vi skal have på plads, er BMI. Det står for Body Mass Index og startede som en måde, hvorpå man kunne finde ud af, hvilke befolkningsgrupper levede længst i forbindelse med et forsikringsfirma. Når det er endt med at blive det vigtigste redskab for læger og den almene befolkning, hænger det sammen med, at det er en nem måde at få puttet folk ind i en boks, og man får et håndgribeligt tal at forholde sig til. BMI er derfor forvandlet til et redskab, hvormed man kan kategorisere kroppe som sunde eller usunde. Men BMI bør ikke bruges som indikator for fedme og sundhed. For det første tager BMI ikke højde for hvad din vægt består af: om det er muskler eller fedt er lige meget og der er derfor mange bodybuildere, der klassificeres som overvægtige. Derudover gør BMI heller ikke forskel på godt og dårligt fedt og fordelingen i kroppen, hvilket vil sige at man altså ikke med et øjekast (eller et BMI tal) kan sige om en person er sund eller usund. For det tredje blev BMI i 1990’erne justeret, og der var derfor en befolkningsgruppe der den ene dag var ’normalvægtig’, men som næste dag vågnede op som ’overvægtige’: uden nogen forandring i deres sundhed.
Så hvis vi ser bort fra BMI, hvordan kan vi så tale om hvem der er tykke? Tyk er ikke en følelse. Det er et adjektiv der beskriver en kropsform, og som ikke burde være synonym med ’usund’, men som desværre bliver set sådan af mange.
Det er her, shapeism virkelig kommer ind i billedet. Nogle tykke mennesker er nemlig lidt nemmere at få passet ind i samfundets skønhedsnormer, fordi vi kan kalde dem ’kurvede’. Vi underbygger det med, at mænd bedre kan lide kvinder med ’lidt på sidebenene’, ’kurver’, ’røv og bryster’, ’alt på de rigtige steder’, mens vi slet ikke tænker over hvor dumt det er, at heteroseksuelle mænds meninger og begær ligger til grundlag for vores eget selvværd og for hvilken kvindekrop, der er en ’rigtig’ kvindekrop: alle kroppe er valide, i og med at de eksisterer.
Så snart de ’kurvede’ kroppe bliver mindre kurvede, altså så snart maven bliver større end brysterne, så snart lårene bliver bredere end hofterne, så snart overarmene bliver tykke, så kan man ikke længere bruges, og så er man ikke godkendt ’kurvet’, men tyk, overvægtig, fed, med alle de fordomme der dertil hører. Anne Hole har skrevet, at den tykke kvinde både er mindre og mere end ’kvinde’. Mindre fordi hun ikke lever op til samfundets kvindelige kropsidealer og derfor ikke kan seksualiseres, men kun fetisheres (ligesom den lesbiske seksualitet), og mere end kvinde fordi hendes kvindelige former er overdrevne: store bryster, stor mave; hun bliver en kropsliggørelse af det moderlige. Det er dog værd at pointere at Hole opererer ud fra et cishet standpunkt; fra et mere intersektionelt og queerfeministisk synspunkt er der ikke nogle former der er mere kvindelige end andre, og samtidig er det ikke gavnligt at kæde kvindekroppen sammen med moderkroppen, da det fastholder kønsnormer hvor kvinden er moderlig, blød og omsorgsfuld i kraft af at hun er kvinde. Det nyeste inden for kropstyper er den Kim Kardashian- inspirerede ’slim thick’, der beskriver en kropstype med store lår og stor bagdel, kombineret med ’normale’ hofter, en flad mave og lille talje. Der er igen fokus på heteroseksuelle mænds begær og med den flade mave er der også fokus på de gældende sundhedsnormer, da en tonet mave vidner om tid i fitnesscentret. Så denne slags krop er nemmere at acceptere i vores fitness-besatte samfund.
Hvis man ikke kan beskrives som ’kurvet’, er der ’hjælp’ at hente i shapewear. Det kommer i alle mulige forklædninger: underdele (lår og mave), overdele (mave og bryst), heldragter (jeg gyser) og strømpebukser der ’former’. Her kan vi altså se, at det er okay at have lidt ekstra på sidebenet, så længe vi former det ordentligt og søger at gøre has på alle deller og ruller for at opnå den eftertragtede timeglas-figur. Shapewear er blot en udvikling af 1800-tallets korsetter Det fungerer på samme måde og kan tolkes som et undertrykkende produkt, da tykkes kroppe, ved brug af shapewear, bliver ændret til at passe (bedre) ind i samfundets skønhedsidealer. Shapewear er også tegn på at shape-ism findes, da det netop handler om at tage tykke kroppe og tæmme dem til skønhedsnormerne. Fedt-fobi handler ikke om sundhed, det handler om skønhedsnormer.
Social kontrol over kroppe er altså ikke noget nyt og beklædning og tøjvalg har også en rolle at spille. For kvinder er det vigtigt, at der stadig er fokus på femininitet, og dette bliver oftest gjort ved at bruge retro eller vintage udtryksformer, der vidner om en ’klassisk’ eller vel- etableret femininitet. 1950’ernes pin-up modeller kan ses som stil-inspiration: briller med ’vinger’, sort eyeliner, knaldrød læbestift, og kjoler med sjove mønstre i snit der minder om 50’erne og 60’erne, bliver ofte brugt af tykke. Det vidner om femininitet og om aktivt at skabe en identitet som kvinde, da kjolerne oftest fremhæver bryster, forsøger at indsnævre taljen, og igen giver vidde om hofterne; altså den typiske timeglasfigur. Det er også̊ vigtigt at det lige er 50’erne og 60’erne, der bliver refereret i tøj og make-up stilen, da vi som samfund har en vis nostalgisk kærlighed til denne tidsperiode, der ligger inden 1980’erne fitness bølge. Det behøver ikke være bevidst, at tykke kvinder påtager denne æstetik, men det er interessant at pin-up stilen er blevet re-claimet af tykke. Nogle tykke siger også̊, at deres brug af stilen handler om at vise, at man godt kan være feminin selvom man er tyk: igen kan man se at tykke kvinder kæmper med at være for lidt eller for meget kvinde. Hvis en tyk kvinde derimod klæder sig i joggingtøj, medfølger der en identitet som doven og lad, en identitet, der kan holdes fra døren ved at ’over-style’ sig selv i retrotøj.
Når vi skal bekæmpe fedt-fobi i samfundet, er det altså vigtigt at se på, hvordan vi opfatter forskellige tykke kroppe. Det er vigtigt at vi ikke generaliserer, at vi gør plads til mangfoldighed og stiller vores fordomme ved døren. Det er også vigtigt, at vi ser på hvorfor nogle tykke kroppe er lettere accepteret end andre tykke kroppe, og at dette ikke har noget med sundhed at gøre, men netop i hvor høj grad den tykke person passer ind i samfundets skønhedsidealer.
Ida Ottesen er MA i køn og medier
Læs mere
Cohen, E. & McDermott, A. 1998. Who’s fat? New definition adopted. CNN [online]. (http://edition.cnn.com/HEALTH/9806/17/weight.guidelines/)
Gailey, J.A. 2014. The hyper(in)visible fat woman. Palgrave Macmillan.
Hole, A. 2003. Performing identity: Dawn French and the funny fat female body. Feminist media studies, 3 (3), pp. 315–328.
Nuttal, F. 2015. Body mass index: obesity, BMI and health: a critical review. Nutrition Today, 50 (3), pp. 117–128.
Sifferlin, A. 2013. Why BMI isn’t the best measure for weight (or health). TIME [online]. (http://healthland.time.com/2013/08/26/why-bmi-isnt-the-best-measure-for- weight-or-health/)
