Fortalt til Mary Consolata Namagambe
Patricia
Patricia Bbaale Bandak er 28 år og går på Den Danske Filmskole.
“Det første min kæreste fik at vide, da han fortalte sine venner om mig, var, at han skulle være forsigtig. Især hvis jeg havde brødre. Hans venner var ikke de første, der frygtede risikoen for tæsk og trusler ved at date en mørk pige. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt bemærkninger som: ”Det er ikke dig, vi er bange for. Det er de andre.” Det vil sige alle dem som ligner mig, men som I ikke kender?
En gang på Møn oplevede vi, at en hel restaurant nærmest gik i stå, fordi jeg kom ind med min hvide kæreste. Selskabet, vi var med, lagde ikke mærke til noget. Gør man opmærksom på den slags, bliver det oftest set som en bagatel.
Udover diverse racistiske tilråb, som jeg desværre oplever en gang imellem, bunder mine oplevelser mere i objektivisering og sexisme. I en tidlig alder har jeg følt mig som en ufrivillig Josephine Baker, der står der topløs med sit bananskørt. Jeg har oplevet venners onkler og fædre fortælle mig, at de har ”prøvet alle farver”, men mangler sort. Jeg har følt mig som den her sorte rekvisit, der er blevet taget med for deres øjne og hænders skyld.
Der er en del ensomhed forbundet med den objektivisering og fremmedgørelse, blikkene og frygten for min hudfarve medbringer. Oveni det er der en manglende anerkendelse af oplevelser fra min (hvide) omgangskreds.
Racisme kommer i mange udformninger. Den er ikke altid hætteklædt, men ofte ligger den lige under overfladen. For mig har den to sider. Ydersiden som jeg kalder klassisk racisme, og som handler om min farve, og hvad den kan generere af negative konnotationer og konsekvenser. Den anden er indersiden, som er det ingen andre end en selv oplever. Det er alt det, der foregår inde i en selv, når man oplever hverdagsracismen. Det er vigtigt at begge dele bliver set, taget hånd om og anerkendt.
Amma
Amma er 32 år gammel og har rødder i Ghana og Danmark. Hun har en kandidatgrad i Socialt arbejde og har altid haft interesse for menneskets velvære, sundhed og rettigheder.
“Når folk siger til mig, at de er farveblinde, er min respons oftest, at ingen er farveblinde — heller ikke jeg.Når hvide danskere siger det, tænker jeg, at de taler ud fra deres priviligerede position som hvide. Det de ikke tænker på er, at de underkender mine utallige oplevelser med at blive reduceret til min brune hudfarve.
Jeg er en minoritet i de fleste sammenhænge. Det er min virkelighed. Det er herfra min verden erfares — sådan har det været siden, jeg som 6-årig fik at vide af en jævnaldrende hvid pige, at jeg skulle lege på en anden legeplads, fordi ”sådan en som mig” ikke måtte lege på den samme legeplads, som hende.
Jeg bliver reduceret til min hudfarve, når en fremmed til en fest spørger ”Nå, hvor er du så fra”? Hvortil jeg oftest svarer, at jeg er født i Odense, opvokset i Vejle og nu egentlig føler mig ret meget som en Københavner. Det er ikke det svar, de forventer.
Jeg føler mig reduceret til mit udseende, når en person, jeg ikke kender, henvender sig i forventning om at få lov til at røre ved mit hår eller blot rører det uden at spørge først! Fordi det er, som de siger, anderledes, flot, specielt. Og de MÅ bare røre det.
Jeg bliver fremmedgjort, når bekendte overraskede konstaterer, at min far er ”kulsort”, og jeg erfarer at blive gjort til noget anderledes, noget eksotisk, noget der ikke passer ind i deres idé om mig.
”Du er sådan en, man lægger mærke til”, sagde en tidligere samarbejdspartner til mig. Han mente, at alle i rummet vidste hvem jeg var, fordi jeg var den eneste brune person. Denne betragtning kan han have ret i, og den understøtter i virkeligheden min oplevelse af, at min hudfarve skaber opmærksomhed på godt og ondt. For som han sagde: ”Gør du noget, der er negativt vil flere også lægge mærke til det”.
Ruqiya
Ruqiya Saleh er 43 år, fra Tanzania, og har boet i Danmark siden 1977. Hun arbejder som pædagog i København.
“Jamen, du er jo også så’n… tilpas etnisk”?!!! Udtalelsen kom for nogle år siden, da jeg var lidt frustreret over en daværende kærestes udtalelse om, at det for ham var en bonus, at jeg er afrikansk af udseende, men mere dansk af sind…”Tilpas etnisk…” Hvad fanden betyder det?! Hvad indbefatter det? Og betyder det, at man også kan være utilpas etnisk…?
I det miljø jeg færdes i, er der rigtig mange, der vælger efter farve. Her taler jeg primært etnisk afrikanske — enten mørke kvinder/mænd, der kun vil have lyse kvinder/mænd eller omvendt.
Jeg finder det lidt absurd. “Jamen, det er fordi, at mørke piger er så smukke”! Øh, tak men — undskyld, hvad..? Se lige på udtalelsen igen — det er da noget vrøvl på linje med: “…min piges røv skal kun være så stor” efterfulgt af en markering med hænderne.
Jeg kan tænde fuldstændig af på en mand, der siger sådan og ville aldrig vælge en mand, der kun er sammen med mørke kvinder (deraf den nævnte frustration over kæresten).
Jeg føler mig reduceret til en farve, ikke en person — og jeg kommer ligeledes til at føle mig enormt seksualiseret. For hvis man konstant tiltrækkes af en bestemt type udseende, så handler det i hvert fald ikke om, hvor fantastisk en person det er. Man vælger ud fra et mønster — en fastsat kodeks — der automatisk dømmer andre med “den forkerte” hudfarve ude.
At jeg så oveni kan være “tilpas etnisk” virker helt mærkeligt. Jeg ved godt, hvad det handler om. Det handler om, at jeg ikke er så kulturelt anderledes, men stadig ser “eksotisk” ud. I overført betydning: Jeg er ikke så “farlig”.
Forklaringen ligger i min historie. Da jeg kom til Danmark i 1978, var vi nærmest ingen med lige så mørk hud som mig. Jeg kendte personligt kun 3 på Amager, hvor jeg voksede op, og den ene var en pige fra Indien, der gik på min skole.
Alle omkring mig var etnisk danske og i mange år anså jeg mig nok også mest som dansk og havde meget lidt fokus på min hudfarve.
Undtagen selvfølgelig, når der blev råbt neger efter mig på en håndboldbane i Lund. Men det var som om, det ikke helt havde en relation til mig . Det var der ikke rigtigt fokus på.
Jeg taler og skriver det danske sprog bedre end de fleste etnisk danske med lange danske stamtræer; klæder mig i vestligt tøj og opfører mig som størstedelen af den danske befolkning. Lige bortset fra, at jeg jo ikke ser sådan ud.
Og lige præcis den faktor, at jeg ser “eksotisk” ud — altså har “den rigtige” hudfarve, men har en — mere eller mindre ‘dansk’ selvforståelse gør mig åbenbart mere attraktiv — både for den afrikanske og danske mand.
Det mønster finder jeg ekstremt uromantisk, meget lidet flatterende og racistisk. Jeg har etnisk danske venner, der endda synes, at det er pinligt at være sammen med en etnisk dansk! Jeg forstår det ikke. Jeg vil — som de fleste andre mennesker — vælges for den person er — ikke fordi jeg har den “rigtige” hudfarve. Det gør mig sgu lidt træt!”
***
Maria
Maria Thandie er født i Swaziland opvokset i Jylland, bosiddende i Kbh. Maria står bl.a bag projektet www.missafrica.dk Siden 2009 har Maria arbejdet professionelt som socialpædagog og jazzsangerinde
“Jeg er ikke opvokset med traditionelle afrikanske familemønstre men derimod i en dansk familie i en dansk forstad.
Gennem årene er jeg ved adskillige lejligheder blevet konfronteret med min hudfarve både på sociale datingmedier og ude i det virkelige liv. Når folk henvender sig til mig, er det ofte min hudfarve, de fremhæver som det første. Efterfølgende opremses en række af stereotype holdninger og tanker om en sort kvinde som f.eks. “Du er da smuk af en sort kvinde at være”, eller “er du sangerinde?” Og “hvor har du købt din røv?”
Jeg mærker en vis forventning både fra afrikanske og danske mænd, som typisk er af den overbevisning, at jeg som sort kvinde er opdraget med traditionelle afrikanske kønsroller, og er dén i forholdet, der tager ansvar for alle de huslige pligter.
Færdes jeg i det offentlige rum, oplever jeg ofte en form for sexistisk og racistisk diskriminering, som da jeg for nylig cyklede ned ad Istedgade, og unge mænd kørte ind foran mig i bil for at spørge mig om, hvor meget jeg kostede.
Jeg har det bedst med at være sammen med en sort mand, idet der således ikke er den samme fokus på hudfarve men derimod på menneskelige værdier. Det er befriende at være i et rum, hvor man bliver mødt som den, man er. Det skal dog understreges, at jeg er stolt af min hudfarve, men det kan føles begrænsende udelukkende at blive vurderet alene på baggrund heraf.
Beatrice
Beatrice Katuku 39 år, blev adopteret til Danmark som fireårig fra Haiti.
Gift med en mand fra Kenya og mor til 5 børn.
Udd. Diakon Social-pædagog samt Sosu-hjælper.
“Min adoptionshistorie blev et voldsomt overgreb på min identitetsudvikling, mit nye hjemland var et land hvor jeg ikke fik mulighed for at føle mig rigtig hjemme.
Jeg har haft perioder med både depression og spiseforstyrrelser.
I 1980 kom jeg som 4-årig til Danmark, og voksede op i en lille landsby med kun etniske danskere.
Mine adoptivforældre har i min barndom desværre ikke været til meget hjælp, når jeg ofte blev mobbet og holdt uden for på grund af mit anderledes udseende, derfor har jeg kun sparsomt kontakt med dem i dag.
“Du er lys inde i dine hænder og under dine fødder, stod du på alle fire da du blev malet sort!”
“Er du sort fordi du stod sidst i køen og der ikke var mere hvid maling da det blev din tur?!”
”Vil du have en negerbolle?”
“Hør lige den her, to neger-boller på en tørre snor!”
”Jeg var på toilet og fik skidt en ordentlig negerarm”
”Du er så mørk, vi slukker for lyset, så er det nok kun dine tænder man kan se!”
”Du er vidst ikke blevet vasket for nylig?!”
”Du er godt solbrændt, du har ligget for længe i solen!”
”Se lige, hvorfor ligger hun ved stranden, hun er sgu da sort nok i forvejen!”
“Prøv lige at se hende, det ser sort ud!”
”Se mor en neger!”
”Gir du et negerkys?”
”Sorte kvinder er mere liderlige end andre kvinder!”
”Jeg har altid drømt om at bolle med en neger! ”
”Med de store læber må du være vildt god til blowjobs!”
”Jeg vil også have børn med en neger, så kan jeg få chokoladefarvede børn lige som dig!”
”Du er jo næsten født her, hvorfor er du ikke gift med en dansk mand?!”
Overstående er blot en brøkdel af de negative udsagn jeg har hørt i de år jeg har boet her.
Gennem min opvækst har jeg måtte lægge ører til ”venner” og bekendtes udtalelser om at de ikke bryder sig om de fremmede, men mig kan de godt lide, jeg er jo adopteret og derfor dansker ligesom dem!
Men jeg har aldrig fået lov til at føle mig rigtig dansk. Når folk giver udtryk for, at de ikke ser min hudfarve, undrer det mig, for hvad mener de? Jeg bliver jo ofte mindet om at jeg ser anderledes ud.
Heldigvis har jeg trods alt fået skabt mig et godt liv, så selvom jeg stadig ind i mellem oplever racisme og sexisme, har jeg min egen dejlige familie, gode danske venner samt venner med anden etnicitet, som viser mig max respekt og kærlighed!”
Sheila
Sheila Namutebi er eventplanner, freelance makeup- artist, sanger og tidligere model. Sheila kom til Danmark som 1-årig og har gået på danske og internationale skoler. I sin gang i det internationale miljø har hun mødt mange forskelige kreative sjæle og oplevet skæve eksistenser. Særligt brænder hun for humanitære sager, herunder særligt LGBTQIA-rettigheder og er derfor blevet nomineret til bestyrelsesmedlem af Copenhagen Pride. Sheila arbejder på nuværende tidspunkt på at færdiggøre sin bog inspireret af hendes liv med en dansk-afrikansk identitet.
“En almindelig skoledag. Jeg var en 12 årig pige på vej hjem mod Amager fra skolen i Hellerup. Myldretrafikken gjorde, at der var pænt proppet, og vi stod ret sammenpresset. Intet nyt dér. Som man rykkede og rokerede sig fra stop til stop, fandt jeg mig selv imellem to høje mænd, hvis samtale udelukkende bestod af ”neger jokes”.
De blev grovere og grovere. De to mænd blev ved med at grine og kigge på mig, hvilket jo selvfølgelig fik mig til at lade som om, jeg ikke var rørt af deres såkaldte ”humor”.
Jeg husker ikke hvor længe, de blev ved, men det jeg husker tydeligst var følgende udveksling mellem de to mænd:
”Hvordan redder man en neger fra at drukne?”
”Hvordan?”
”Man tager sin fod af dens nakke.”
De kiggede begge to på mig og så, hvordan jeg kæmpede for at holde mine tårer tilbage, og da den ene skulle til at forsætte, stoppede hans ven ham og sagde: ”Ej, nu er det vist nok”. Men hans ven insisterede og børstede det af med: ”Det er jo bare for sjovt”.
Betty
Betty er 29 år, født i Zambia. Immigrerede til Danmark i 1989 sammen med sin mor. Opvokset i Odense og Sønderjylland. Nyuddannet journalist, cand.public fra Syddansk Universitet. Bosat i København på tiende år.
“Jeg har det ambivalent med at tale om racisme. Især i disse tider, hvor man hurtigt bliver stemplet som sensitiv, og hvor politisk korrekthed er blevet et udtryk til at underminere respekten for vores forskelligheder. Jeg orker det næsten ikke. Jeg ved bare, at de ord, der jævnligt blev råbt efter mig ude i skolegården gjorde ondt på en måde, som jeg ikke ønsker for andre.
Den ene dag kunne jeg føle mig sikker. Den anden dag kunne drengene i skolegården vende sig mod mig og råbe skældsord efter mig baseret på min hudfarve. Lærerne mente, at det var mig, der var sensitiv. Inde i mig voksede en vrede og en mistillid til mennesker. Det var psykisk hårdt aldrig at vide mig sikker. Til en fest, hvor jeg har været omkring 13 år, satte nogle af drengene sangen Du en fucking perker på. Jeg husker hvordan en af drengene kiggede på mig, smilte, sang med og nærmest råbte ”Du en fucking perker” i hovedet på mig. Usikkerheden og mistilliden til om folk ser mig eller først min hudfarve sidder stadig i mig.
Racisme handler altovervejende om følelser. Følelsen af at blive nedværdiget på grund af den måde man ser ud på. Det er der ingen, der fortjener. Det er enormt svært, fordi det netop handler om følelser, og fordi det er svært at overbevise andre ved brugen af sine følelser som argument.
Heldigvis møder jeg sjældent den form for racisme, som jeg var udsat for i folkeskolen. Jeg konfronterer gerne folk, hvis der er noget, jeg finder stødende. Det skaber nogen gange en ubehagelig og akavet stemning, og jeg fremstår som sensitiv eller snerpet. Det er omvendt lige så ubehageligt at føle sig forurettet og at få at vide, at man skal tage det med et smil, fordi noget er blevet sagt ‘i sjov’.”
