Læsning af Moonlight — når sorte mænd redder sorte mænd

Moonlight er imponerende, fordi den hverken overser racisme, eller reducerer karakterernes fortælling til kun at handle om det. Ikke desto mindre er filmen ikke uproblematisk.

Tess Skadegård Thorsen

Læsevejledning: I min læsning af Moonlight italesætter jeg rollerne som sorte, mænd og underklasse. Disse kategorier og begreber er flydende størrelser, og i min brug af samme er jeg med til at fastlåse kategorierne. Ikke desto mindre er min læsning her knyttet til den italesættelse filmen selv og læsere af filmen har gjort brug af. Når jeg bruger begreberne, betyder det derfor underforstået, at det er personer, som oftest læses og måske endda er indkodet som sorte, mænd og underklasse.

Det er nemt at lade sig forføre af månelyset. Moonlight er smukt fortalt — den er billedligt fængende, narrativt fængslende og den føles vigtig fra man sætter sig i biografsædet. Filmen følger den unge mand Chiron igennem forskellige stadier af sit liv. Kendetegnet af hans skiftende kæle- og øgenavne (Black og Little) gennemgår vi hans modgang, medgang, støtte og svigt. Hans spirende homoseksualitet kommer på prøve i det hårdt belastede område han vokser op i, hvor stofferne flyder, og hans enlige mor bliver det kontinuerlige billede på det forfejlede system han er tvunget ind i. Den lever op til alle filmkunstens regler om at lege med de strukturer og rammer for fortælling, som vi fra tid til anden vænner os til. Derfor bemærker vi en film, hvor tempoet er skruet usædvanligt meget ned.

Filmen er delt i tre kronologiske kapitler med store spring mellem hver — og de individuelle kapitler fortælles yderligere i små, mere eller mindre usammenhængende tableauer af hovedrollens relationer. Disse scener er lange — dvælende — tunge. Der gives plads til en langsom fortællestil, ligesom vi oplever at fremdriften i de enkelte scener er skruet helt ned. De tætte og næsten sløve scener giver os mulighed for at opnå en enorm nuancering af adskillige karakterer i filmen (noget man ellers ikke altid kan forvente af en film af denne længde). Det betyder, at vi som seere når at fordybe os i karaktérerne — vi forstår dem, hvad der driver dem og hvad der holder dem tilbage. Samtidig koster denne fordybelse os noget — filmens fortælling udvikler sig ikke lige så meget fra klip til klip og scene til scene, som vi måske er vant til, hvilket fordrer, at andre virkemidler må drive narrativet frem. Derfor er tids-springene mellem de tre dele nødvendige, men de bliver også en påmindelse om at vi ser film. Således er noget af det særlige ved Moonlight filmens alternative tilgang til Verfremdung — vi fremmedgøres som publikum samtidig med at vi drages ind og bliver ét med karaktererne.

Det er en af de første amerikanske mainstreamfilm vi har set, hvor repræsentation af sorte mænd er lykkedes så fint, uden at falde i de to mest typiske repræsentations-faldgruber når det kommer til ikke-hvide hovedroller.

Hvad Moonlight kan

Der er ingen tvivl om at Moonlight kan noget. Filmen er ambitiøs, velfortalt og filmisk dragende. Måske derfor er den blevet så varmt modtaget af akademiet (den vandt dette års bedste film), ligesom den er blevet overdynget at positive anmeldelser herhjemme. Og det er også nemt at blive medrevet af en film, der helt tydeligt selv ved, at den er speciel. Det er derfor den bryder med vores forventning om dens fortællestil og det er derfor den italesætter sin egen sorthed på et meta-niveau gennem bi-rollen Juan, som på én gang er historiens fortæller, katalysator og redning. Pusher-lederen Juan fungerer i filmen som en mentor for Chiron — og fordi han er i centrum i indledningen af filmen, og samtidig får en kontinuerlig indvirkning på Chirons udvikling, bliver han på mange måder rammesættende for fortællingen. Hans åbne italesættelse af spørgsmål om race og seksualitet i løbet af filmens ømme scener mellem han og Chiron kan derfor også ses som de små øjeblikke der katalyserer Chirons udvikling. Ironisk nok, kan Juan også læses som Chirons redning, fordi han, til trods for at han er en del af problemet (det er hans folk, der sælger stoffer til moderen), formår at bekræfte Chiron i at han ikke er forkert, og bakke op om hans selvstændighed. At Chiron tilnærmelsesvist går i Juans fodspor sidst i filmen, kan dog både ses som en redning (fra hans position nederst i hierarkiet) og som en dødsdom (fordi Chiron ikke får brudt den ”sociale arv”).

Fra et repræsentations-perspektiv er filmen også interessant. Det er en af de første amerikanske mainstreamfilm vi har set, hvor repræsentation af sorte mænd er lykkedes så fint, uden at falde i de to mest typiske repræsentations-faldgruber når det kommer til ikke-hvide hovedroller: 1) den hvidvaskede/farveblinde fortælling, hvor diskrimination og racisme udviskes og fortællingen bekræfter utopiske drømme om postracistiske samfund eller 2) den ofte offergørende stereotypificering af karakterer, som enten er volds-stereotyper uden dybde, eller ofre, der skal gennemgå den berømte hvide redning.

Den første tendens kender vi fra langt størstedelen af de Hollywood-film, der caster sorte skuespillere i bærende roller. Eksempelvis den romantiske komedie Hitch, sci-fi filmen Hancock eller dramaet Shawshank Redemption. Selvom filmene måske giver et minimalt vink eller hint til race-dynamikker, bliver de mestendels ikke givet plads i manuskriptet. Selvom disse film kan medvirke til en normalisering af divers casting og kan roses for ikke at reducere ikke-hvide rollers fortællinger til race- og racismefortællinger, risikerer de at bidrage til hvidvaskning og farveblind racisme. Eduardo Bonilla-Silva problematiserer i sin bog Racism Without Racists denne tendens, ved at påpege, at selve idéen om, at vi ikke sér farve, eller at vi ikke er racister, fordi vi ikke ser forskel på racer, er racistisk. Hans argument er, at vi, når vi påstår at race ikke findes, glemmer, at race-tænkning har virkelige konsekvenser for ikke-hvide eller racegjorte personer. Selvom Bonilla-Silva anerkender, at biologiske racer for længst er blevet modbevist, insisterer han altså på, at den race-tænkning vi har struktureret vores samfund efter i hundredevis af år, konsekvent påvirker og undertrykker racegjorte mennesker — en racetænkning vi måske ikke bør forsøge at ignorere eller glemme i film. I den anden grøft findes så filmene, der tenderer til at essentialisere og/eller offergøre de ikke-hvide karakterer. Disse film italesætter måske i højere grad race og racisme, men risikerer alligevel at reducere ikke-hvide rollers problemer og karaktérer til udelukkende at handle om (ofte forsimplede eller overdrevne) race-udfordringer. Selvom der er mange forskellige typer af reducerende race-stereotyper (den ”vilde”, utæmmede seksualiserede eller voldelige aggressive for eksempel) er offer-rollen én af de mest omtalte og måske mest gængse. Denne stereotyp beskriver Matthew Hughey i bogen The White Savior Film, som behandler de typiske redningsfortællinger, hvori (oftest) hvide mennesker redder ikke-hvide mennesker. Stjerne-eksemplet på en sådan film er The Blind Side, men de findes også i Danmark — eksempelvis filmen Fighter.

Historien formår på én gang at vise systemets fejlslagne struktur, samtidig med at give forældre, personer og Black/Little/Chiron skylden for egne problemer.

Med andre ord er Moonlight også imponerende, fordi den hverken overser racisme, eller reducerer karakterernes fortælling til kun at handle om det. Ikke desto mindre er filmen ikke uproblematisk.

Fetishering af underklassen

Når man ser Moonlight, kan man hurtigt komme til at læse den som et kritik af samfundets strukturer. Gang på gang konfronteres vi med karakterer, som lader til at stå magtesløse og uden valg. Ikke desto mindre undres man: Fastholdes karaktererne i deres position af systemet eller dem selv? Historien formår på én gang at vise systemets fejlslagne struktur, samtidig med at give forældre, personer og Black/Little/Chiron skylden for egne problemer. Så selvom filmen roses for sin samfundskritik, synes seerne også at blive givet glimt af, at man er sin egen lykkes smed. Dette kommer eksempelvis til udtryk når Chiron flytter, for at komme væk fra sine problemer, men ”nissen” flytter med.

Selvom filmen viser nogle nuancerede og varierede karaktérudviklinger, der går forbi de stereotype repræsentationer vi er vant til, kan man spørge sig selv: Er det problematisk at (en af de) første film om kærlighed mellem sorte personer som læses som mænd og opnår mainstream anerkendelse glorificerer eller i hvert fald udstiller underklassens kampe? Er filmen udtryk for samme fetishering af underklassen (og især den ikke-hvide underklasse) som vi har set skylle ind over litteraturen? Og i så fald — hvad er så problemet?

Problemet er ikke at vi endelig ser nuancerede eksempler på ikke-hvide menneskers historier og oplevelser, men at der er så få alternative repræsentationer, at de kommer til at repræsentere mere, end sig selv. Når der er så få film som Moonlight, og de få der endelig når igennem minder relativt meget om hinanden, i hvert fald i forhold til hvem der repræsenteres (marginaliserede og socialt udsatte ikke-hvide personer), risikerer vi nemlig at reducering og essentialisering stadig finder sted, uanset at denne måske er lidt mere nuanceret end før.

Hollywood har rykket sig — ja — fordi den nu elsker at lade underklassen tale for sig selv. Men glemmer vi, at præmissen for denne tale, er at den er rammesat og vurderet af ”os” — at den er til for os. Når filmen gentagne gange sammenlignes med de kulturelitære indie-film og europæiske art-film-formater i anmeldelser, er det et tydeligt eksempel på at vi gerne vil høre underklassen tale — når blot den taler om sig selv, til os — og den taler vores sprog i vores ønskede format.

Homofobien er sort

Moonlight er blevet rost for dens repræsentation af kærlighed mellem mænd som ikke er hvide. Det er måske netop denne repræsentation, den har fået mest opmærksomhed på grund af. Og det er også nyt, at vi får udpenslet et varieret emotionelt liv og en dyb og flersidet kærlighed hos sorte mænd. Der lader til at være konsensus omkring at det er en vigtig film. Men der er ikke nogen der spørger, hvorfor den er vigtig. Hvorfor er det i 2017 nyskabende at fortælle nuancerede og emotionelle dramaer om ikke-hvide mænds følelsesliv? Bør denne film være nyskabende?

Hvorfor er det så attraktivt at tale om hvor svært det er at være sort eller mand i andre kredse end de kreative elite-niveauer, som hædrer filmen?

Det er måske progressivt med denne slags repræsentationer, men hvis det er progression, er status quo en meget lav standard at rejse sig fra. Ydermere er en udfordring, at når vi endelig skal tale om homofobi og sorte mænd, placeres denne som hørende hjemme i den sorte underklasse. Ghetto-mænds homofobiske tendenser og undertrykte (homo eller bi) seksualitet er altså hverken ny eller interessant. Selvom der brydes med denne homofobi gennem Juan, som læses som hetero, men som rummer og støtter Chirons begyndende seksualitet. Men når kun én person bryder med homofobien i miljøet, fungerer han nærmere som en undtagelse fra reglen, og en bekræftelse af stereotypen. En helt i en verden af homofobiske underklasse-skurke.

Derfor kan man spørge sig selv om Jasbir Puars pinkwashing-begreb (som helt kort omhandler legitimering af racisme og kultur-racisme på basis af påstået homofobi blandt minoritets-grupper) kan bruges til at beskrive hvad der sker, når Hollywood omfavner et narrativ om homofobiske sorte miljøer, og fortællingen om hvor svært det er, at være en sort homoseksuel underklasse-mand. Hvorfor er det så attraktivt at tale om hvor svært det er at være sort eller mand i andre kredse end de kreative elite-niveauer, som hædrer filmen?

Selvom Moonlight uden tvivl udfordrer og nuancerer typisk repræsentation er filmen (og især dens modtagelse) altså ikke problemfri. Selvom hædringen af filmen selvfølgelig er velbegrundet i kraft af dens formidable brug af film-mediet og dens brud med moderne fortællestil, er det værd at diskutere konsekvenserne af, at Hollywood så ihærdigt fastholder andetgørelsen af homofobi, måske på bekostning af selv-kritik.