Nanna Søndergaard
I coronaens første, forvirrende og overvældende tid, hvor smittetallene og nedlukningen strakte sig ind i uendeligheden, var alle hurtige til at udnævne sundhedspersonalet — rengøringsmedarbejderne, sygeplejerskerne, lægerne og SOSU-assistenterne — til ’hverdagens helte’. En anerkendelse af den ’modige’ kamp disse mennesker kæmpede på frontlinjerne i krigen mod corona, og de ofrer denne kamp afkrævede dem.
Stående på altaner og hængende ud ad vinduerne klappede, larmede og sang danskerne som både et forbindelsesled i isolationen og som en hyldest til dem, ”som holder Danmark i gang”.[1]
Erhvervslivet og kulturen understøttede hurtigt denne fremstilling af sundhedspersonalet som helten. Tankstationen Circle K gav gratis kaffe eller te til Danmarks ”hårdtarbejdende helte”[2], ligesom flere restauranter tilbød gratis mad til sygeplejersker og læger.[3] Den britiske graffitikunstner Banksy skabte et nyt kunstværk, hvor sygeplejersken er barnets foretrukne actionhelt til fordel for Spiderman og Batman, der er blevet forvist til papirkurven.
Men hvad vil det egentlig sige at være en helt, og hvad er heltens skæbne?
”Den sande helt”, skriver den franske filosof Simone Weil i sin læsning af det græske stordigt Iliaden, ”er styrken” (Weil 5). Ikke styrken som et udtryk for en menneskelig vilje eller energi, men derimod styrken forstået som en transcendental kraft, der ikke lader sig kontrollere af den, der håndterer den; styrken er dét, der er i kontrol. Det kendte helteepos handler for Weil ikke om de menneskelige helte Achilleus og Hektor, men fejrer ”den styrke kødet må vige tilbage for” (Weil 5). Weil vender i sin læsning vores heltebillede på hovedet. Den menneskelige helt er i sidste ende en beholder for den sande helt, styrken, og den menneskelige heltebeholder indtager en udsat og farlig position.
Styrken er for Weil noget, mennesket bruger på sin færd gennem verden og i kamp mod fjender, men styrken er også en kraft, der bruger mennesket, og i sidste ende er det mennesket, der må bøje sig for styrken. Den, der mener at have styrken i sin magt, at kunne orientere og kontrollere styrken til sin fordel, bedrager sig selv. Styrken kan ikke underlægges mennesket, i stedet er det mennesket, der underkaster sig styrken, og styrken ”gør enhver, den underkaster, til en ting” (Weil 5). At være en helt er for Weil at være underkastet en kraft større end sig selv. Det er at bære på en stor styrke, en styrke der i sidste ende risikerer at blive heltens endeligt.
I Iliaden portrætteres heltefigurer som Achilleus, Odysseus og Hektor i kamp for magt og ære. De kanaliserer styrken i håbet om med den at kunne ramme deres mål, vinde deres livs kamp og huskes i al evighed som den største af alle menneskelige helte. Men Weil ser ingen hæder og ære for disse mænd, fordi for enden af heltens bane venter kun døden. ”Helten er en ting, der slæbes bag en vogn” (Weil 5), formulerer Weil med en skarphed, der er få forundt. At udnævnes til helt, at sættes op på den piedestal, er at miste sin menneskelighed. Det er at miste ”den verden, hvor det enkelte menneske er det, der betyder mest for sine omgivelser” (Weil 6). Prisen for storhed er, at helten forvandles til et værktøj, styrken virker igennem. Men det betyder også, at helten er noget, vi er villige til at ofre på vejen mod sejr.
Mens danskerne sang, begyndte medierne at rapportere om corona-relaterede dødsfald blandt sundhedspersonale verden over. Ansatte i sundhedsvæsnet i Danmark såvel som i England og USA meldte om enorme mangler på de værnemidler, der skulle beskytte dem. Banksys kunstværk ophæver måske sygeplejersken til en actionhelt, men det indebærer ikke nogen form for beskyttelse mod farer — dét gør kun politisk og økonomisk forandring.[4] Men som Weil viser, er det også selve helteudnævnelsen, der udgør en drabelig skæbne.
Når vi insisterer på sundhedsarbejderen som en helt, accepterer vi også døden som dens skæbne. Helten er den, der slæbes bag sundhedssystemet. Den, der må vige for styrkens kraft, dømt til døden i den eskalerende kamp mod corona. Når helten stilles i front, klar til at møde flodbølgen, glemmer vi, at ”sejren er noget forbigående” (Weil 18). Corona understreger dette mere end noget andet. Uanset om vi er stoppet med at snakke om den, stoppet med at klappe ad sundhedspersonalet og er vendt tilbage til et ’før’ fyldt med arbejde, barture og solskinsdage på stranden, fortsætter virussen sin gang over verden.
Heltens arbejde er ikke slut, fordi det vil aldrig kunne afsluttes. Enhver sejr er kortvarig, og det varer ikke længe, før styrken udser sig et nyt mål at vende helten mod. Skal helten overleve, må den skæres ud af et mere holdbart stof end styrkens. Helten skal ikke formes ud fra ideen om, at den skal tage sig godt ud på en piedestal, men i stedet ses som den beholder, der bærer på mennesket. Ikke en ting, men en levende og sårbar sjæl.
Den amerikanske science-fiction forfatter Ursula K. Le Guin giver os i Bæreposeteorien om fiktion et indblik i, hvad dette stof, denne beholder, kan være. Le Guin har ikke meget til overs for helte. For hende er helten den, der holder sværdet eller skyder pilen afsted. Pilen, der rejser i sin lige bane og straks ophører med at virke, idet den har nået sit mål. Sværdet, der orienterer sin kraft fremad, væk fra sig selv og retter denne kraft ud ad med intentionen om at dræbe det, det rammer.
For Le Guin er heltens historie fejlagtigt blevet ophævet til at være menneskets historie. Men heltefortællingerne usynliggør det arbejde, der omkranser mennesket. Det arbejde, der bærer på mennesket, og som er nødvendigt for, at mennesket overhovedet kan foretage sin rejse gennem jordens historie. Med sin hæder og ære skygger helten for det menneske, der samler mad og passer børnene og de syge, den der bevarer og vedligeholder verden og hverdagen. Dette menneskes historie — ikke-heltens historie — er ”den anden historie”, forklarer Le Guin, ”den ufortalte, livshistorien” (Le Guin 10). Livets historie kræver en anden form end sværdet og pilen. Deres historier ”begynder her og styrer lige derhen og rammer GOK! sit mål (der falder dødt om)” (Le Guin 11). Det er heltefortællingen i sin finitte form — blind for sejrens forbigående egenskaber og verdens kontinuerlige bevægelse.
Livshistorien derimod er en flaske, en beholder, en bærepose. Den er ”en ting, der indeholder noget andet” (Le Guin 5). Den er ikke begrænset til sejren som en endelig afslutning, men strækker sig videre end det. Disse historier rummer mere end blot sig selv, ligesom de selv kan rummes og bæres videre af noget andet. Hvor sværdet og pilen retter deres energi væk fra sig selv, ligesom styrken, der bruger mennesket som en beholder til at orientere energi ud af, er bæreposen ”det redskab der bringer energi hjem” (Le Guin 7). Med fortællingen som en bærepose bliver formålet hverken opløsning eller stilstand ”men fortløbende proces” (Le Guin 12); det handler om fortsættelsen og bevarelsen af det levende, det menneskelige. Det er fortællingen, der holder verden i gang. Det er det vedligeholdende arbejde, der aldrig afsluttes.
Sundhedsarbejdet er ikke et arbejde, der udøver styrkens vilje, om end det kræver styrke. Det er et arbejde, der udøver nødvendighedens vilje, og som sådan er det ikke heltens arbejde, ikke sværdet eller pilens arbejde, men bæreposens arbejde. Sundhedsarbejdet er det omsorgsarbejde, der er en del af at vedligeholde, bevare og reparere verden. Vi ville få en dybere forståelse af sundhedsarbejde som omsorgsarbejde, vigtigheden af det og de krav det stiller til dem, der udøver det, hvis vi, i stedet for at se det som heltens arbejde, ser det i lyset af den feministiske teoretiker Lisa Baraitsers formuleringer om tid. Tid som en tyktflydende væske, ”no longer a line with direction or purpose but a pool, the welling up of present time that will not pass and has no rim” (Baraitser 1). Der er ikke noget mål, omsorgsarbejdet kan ramme med et ”GOK!”; der er ikke noget mål, omsorgsarbejdet kan nå, der vil afslutte det. Det er ikke en lige linje, men en evighedspool, der ikke har en bred at løbe over.
Sundhedsarbejdet er det arbejde, der sørger for, at det allerede eksisterende kan blive ved med at eksistere. Det er et arbejde, der kræver selvopofrelse og tålmodighed, der kræver omsorg og kærlighed. Det udføres ikke for magt og ære, men ud af nødvendighed. Nødvendigheden for at menneskets livshistorie kan fortsætte, også efter pilen har ramt sit mål, eller helten er blevet dræbt. For sundhedsarbejde og omsorgsarbejde er et kontinuerligt og uendeligt arbejde. At udføre det kræver, at man er gjort af et stærkere stof end pilen. Et stærkere stof end helten. Et stof, der skal være uendeligt holdbart.
Vores sundhedsvæsen er ikke fyldt med helte. De arbejder hverken for magt eller ære, men fordi det er nødvendigt. ”Det er bare en af de her forbandede ting man er nødt til at gøre for at blive ved” (Le Guin 10), som Le Guin beskriver det. Man anser ikke sig selv for ”heltemodig” (Le Guin 10), fordi man gør sit arbejde. Sundhedsarbejderen gør ikke sit job, fordi den er en helt, men fordi den er et menneske. Ikke en hård ting, der kan placeres på en piedestal, men et blødt og omfavnende stof, ”en medicinbylt” (Le Guin 11), der rummer os, vores livshistorie, og som sikrer vores fortsatte eksistens.
Noter
[1] https://www.facebook.com/events/danmark/danmark-klapper-larmer-og-synger/258244708502867/
[2] https://m.facebook.com/story.php?story_fbid=2999759916712765&id=454649387890510&__tn__=-R
[3] https://www.tv2lorry.dk/lorryland/gratis-mad-til-laeger-og-sygeplejersker-de-er-hverdagens-helte
[4] https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7747430/Oms%C3%A6t-heltedyrkelsen-af-sygeplejersken-og-sosuen-til-reel-anerkendelse?fbclid=IwAR17AI_MckgZ0UJ4TP9ne4DN18fTsaNevwgSJ71HghQW4RX3ZAFC_hlvY9k
Litteratur
Baraitser, Lisa: Enduring Time. London: Bloomsbury Academic, 2017
Le Guin, Ursula K.: Bæreposeteorien om fiktion. København: Forlaget Virkelig og Laboratorium for Æstetik og Økologi, 2018 [1986]
Weil, Simone: Iliaden eller styrkens digt. København: Forlaget Virkelig, 2019 [1941]
