Der er plastik i dit tis
Medmindre vi er syge eller bliver overvældet af farven på vores morgentis, er urin et nærmest usynligt element af vores dagligdag, som vi hurtigst muligt skyller væk. Tekstilkunstner og forsker Louise Permiins arbejde eksponerer de skjulte affaldsprodukter og fortæller en kompleks og skræmmende historie om, hvordan vi alle sammen er forbundet i en verden af plastik.
Eva Kragh Petersen
Illustration: Louise Permiin
Louise Permiin er uddannet Social Designer fra designakademiet Eindhoven i Holland, og i dag er hun forsker på Designskolen Kolding. Hun er desuden også min gode veninde fra gymnasiet. Efter hun flyttede til Eindhoven for at færdiggøre sine designstudier, talte vi ikke særlig meget sammen — jeg havde lige fået en baby, og jeg er i forvejen ikke særlig god til det der med at holde kontakten over mail eller Skype. Til gengæld er jeg i eminent form til at scrolle gennem mit Instagram-feed, og det var her, jeg for første gang så min venindes arbejde.
Smukke tekstiler, der på en kompositionelt tilfredsstillende måde hang i industrielle omgivelser. En række billeder af gullig og blålig farvet væske i petriskåle: En visuel indikator for, at vi her havde med noget videnskabeligt og laboratorisk at gøre. Derefter en række billeder af farveprøver i de skønneste nuancer, ledsaget af kemiske formler. Det, som ved første øjekast syntes så smukt, skulle vise sig at være et vidnesbyrd om, hvordan vores kroppe både optager og udskiller plastik.
Jeg tog en snak med Permiin om, hvordan hun, gennem sit arbejde som designer, formidler æstetiske kortlægninger af de forbindelser, der udgøres af hverdagsforbrugets stoflighed.
“Tidligere havde jeg lavet et projekt, hvori jeg undersøgte, hvordan flamingoers fjer ændrede farve alt efter hvilket miljø, de befandt sig i. Jeg tror, det var her, jeg for alvor blev opmærksom på mine omgivelsers indvirkning på mig og min krop. På det tidspunkt florerede masser af billeder af strande, der var overfyldt med plastik, samt fugle og fisk der blev sprættet op eller kvalt af selv samme materiale. Jeg kunne ikke lade være med at sætte det i relation til mennesket og vores kroppe, og her kickstartede mit arbejde med at undersøge, hvordan vores indflydelse som forbrugere, vores kropslige accept og vores egenproduktion påvirker og forandrer miljøet i og omkring os. Eftersom urin er et hverdagsligt, alment og egenproduceret stof, som rummer et kartotek af informationer om os, skulle det blive det perfekte materiale og talerør for mine undersøgelser.”
Da Permiin fik ideen til at undersøge vores kropslige forbindelse til plastik, allierede hun sig med kemikeren Špela Petric. Sammen gav de sig til at lede efter BpA (plasttypen Bisphenol-A) i urinprøver, som kom fra 37 tilfældige personer fra Eindhoven. BpA er en plasttype, som kan findes i plastikflasker, membraner i dåser, kvitteringer m.m.: Et stof der er usynligt for os, men som indgår i vores dagligdag på alle mulige måder.
Urinprøverne fremkaldte, gennem en kemisk reaktion, en farveskala, der varierede over farverne gul til grøn-grå-blå, der visuelt angiver, om prøverne er henholdsvis negative eller positive for BpA. Den blå farve indikerer det højeste indhold af BpA. Resultatet af denne undersøgelse blev til projektet Peeing, Processing, Producing, som efterfølgende er blevet udstillet flere steder i Holland, Tyrkiet og Danmark. Udstillingen bestod af en tredimensionel graf af tekstiler, der blev indfarvet med den analyserede urin. Grafen afslørede de individuelle forskelle i prøverne, og vigtigst af alt — at alle disse kroppe, på trods af marginale individuelle forskelle, udgjorde en del af en plastikoptagende- og udskillende proces.
“Jeg fik et chok første gang, jeg sporede plastik i min egen urin. Da den fine, mørkegule morgenurin langsomt og roligt skiftede farve til den smukkeste mørkeblå. Det var en syret oplevelse, som bestod både af en beundring af farvens dybde og panik over, hvad dette egentlig betød. Mit tis var fuld af plastik. Det har ligeledes været et stort chok, at stort set alle, jeg har testet, har været BpA-positive.”
Permiin har senere hen testet urin fra personer, som boede uden for storbyen, og også her var der tegn på plasttypen BpA. Dog i mindre grad end dem fra Eindhoven, hvilket kan være med til at fortælle os noget om, hvor grænserne går for vores egen indflydelse på, hvilke forbindelser vores kroppe skal indgå i. Således kan vi ikke længere nøjes med at anskue kroppens affaldsindhold som et produkt af de forbrugsvaner, vi som individer vælger at påtage os, eftersom miljøet, vi bevæger os rundt i, også spiller en stor rolle. En skjult virkelighed træder frem, hvori kroppen indgår i en aktiv samproduktion med sine omgivelser. Her er vores kroppe kanaler med hul igennem til planetens strømninger — og her finder den antropocæne/kapitalocæne/plantationocæne (1) virkelighed ligeledes sin plads i strømmen.
“Jeg har oplevet mange forskellige reaktioner fra deltagere og beskuere af projektet. De fleste forundres over urinindfarvningen, men kommer sig hurtigt over det, efter de lugter, at stoffet ikke lugter af urin. Herefter kommer fokusset så tilbage på urinens indhold, og så har vi typisk en dyb og spændende samtale om det. Urin er jo et helt almindeligt kropsligt biprodukt, men samtidig også et materiale vi, især i vesten, over tid har tildelt distance og afsky. Vi urinerer i lukkede rum, en privat produktion, på afstand fra andre, med afstand til materialet selv, eftersom det forsvinder med et enkelt tryk/træk i et system af skjulte fortællinger og etablerede forhold — out of sight, out of mind.”
Urin har dog ikke altid været så fremmedgjort for os. Mange er nok stødt på konceptet urinindfarvning af tekstiler, men dette kropslige bi-produkt er også blevet brugt til mange andre ting gennem tiden. Urin er et overordnet sterilt materiale, der indeholder ammoniak, hvilket har gjort det anvendeligt i produktionen af blandt andet sæber, krudt, lædersværte m.m. Dyreurin er ligeledes blevet anvendt til mange formål. Den smukke indisk-gule farve blev høstet fra køers urin, efter de var blevet tvunget på en diæt, som udelukkende bestod af mangoblade og ingen væske. Ligeledes er den kontroversielle hormonpille, premarin, høstet fra gravide hoppers urin og blod.
Men selvom urinen forekommer fremmedgjort og næsten usynlig for os, er dette ikke ensbetydende med, at den forsvinder, når vi sender den afsted gennem afløbet. På rensningsanlægget Fors A/S i Roskilde er Permiin blevet sat ind i de mange forskellige filtrerings- og rensningsstationer, som vores urin og ekskrementer gennemgår efter et tryk på toilettet. Miljøtekniker Stella Skaaning Sørensen oplyser, at vores rensningsanlæg ikke er i stand til at forhindre plastikkens mikro-partikler i at havne i havene. Det vil altså sige, at også det plastik, som rejser gennem vores kroppe og vores urin, kommer dertil, skylles ud og indgår i nye forbindelser til havet og dets beboere. Således ender vi cyklisk ved udgangspunktet for Permiins undersøgelse — nemlig i et hav fuld af plastik. Her er det nærliggende at tilføje en kommentar, som Graham Forbes, leder af Greenpeace Global Plastics Project, gav i anledning af CIELs (Center for International Environmental Law) rapport, Plastic & Health: The Hidden Costs of a Plastic Planet:
“The health risks of the plastic pollution crisis have been ignored for far too long and must be at the forefront of all decisions on plastics moving forward. It’s not just our oceans and marine animals that are suffering from this addiction to plastics, it’s all of us.“
Så alt imens mange i klimaaktivismens ånd genopdager gamle produktionsmetoder (såsom urinindfarvning), er projekter som Peeing, Processing, Producing med til at insistere på, at der knytter sig en større og mere kompleks historie til de materialer, vi har det med at betragte som naturlige. En kompleksitet, der rækker ud over det individuelle, og som vi kun kan nærme os en forståelse af ved at nedbryde rigide forskningsområder og alliere os med hinanden på tværs af fagligheder.
“Det er vigtigt, at vi skaber tværfaglige sprog, forståelser og vidensportaler, der kan udvide vores synsfelt. Jeg mener, at vi som designere spiller en vigtig rolle i at opnå større forståelse for vores omverden og udvise respekt og omsorg for vores ressourcer. Det bør være et helt centralt fokus både før, under og efter produktionen.”
Når vi løfter blikket fra det konkrete produkt, kan vi pludselig få øje på processen, det indgår i. Således visualiserer de smukke tekstilfarver i Permiins projekt, hvorledes der flyder komplekse netværk bestående af kemi og biologi, natur og kultur, kropsvæsker og forbrugsgenstande gennem vores kroppe. Alle sammen elementer, der forbinder og forandrer forhold både indeni og uden for den enkelte krop.
I øjeblikket arbejder Permiin på et pilotprojekt, der undersøger, hvordan forskellige relationer til og berøringer af tekstiler forbinder ressourcer, produkter og forbrugere. Her udforskes designmetoder, som kan erstatte et menneskecentreret materialebrug i tekstilindustrien med et, som søger at sætte fokus på og anerkende også de ikke-menneskelige aktører i designprocessen og ressourcebruget. Både i hendes forskning og undervisning forsøger hun sammen med andre at italesætte, hvad hun oplever som et centralt og problematisk tab i designverdenen:
“Vi har tabt forbindelsen til og med vores daglige forbrug, interaktion og handlinger med materialer såsom plastik. Både i forhold til dets indvirkning på kroppen og kroppens bi-produktion.”
Du kan følge med i Louise Permiins arbejde på https://www.louisepermiin.com/ eller på Instagram: @louisepermiin
(1) Der har de seneste år foregået en akademisk strid om, hvad den tidsalder vi lever i, skal betegnes som. De fleste er enige om, at noget er ændret, og at vi befinder os i en tidsalder, som har erstattet den holocæne (betegnelsen for tiden siden afslutningen på sidste istid). Her får du en hurtig og beskidt gennemgang af tre endnu ikke officielle, men foreslåede betegnelser for vores nye tidsalder.
Betegnelsen ‘antropocæn’ stammer fra geologien, og det er den mest udbredte af de tre foreslåede betegnelser. ‘Antro’ er græsk for ‘menneskelig’, og ‘cæn’ er græsk for ‘ny’, derved betegner begrebet altså noget i stil med ‘menneskets tidsalder’, eller nærmere en ny tidsalder, hvor menneskelige aktiviteter kan måles i jordens geologiske lag.
Den knap så udbredte ‘kapitalocæn’ er, som navnet antyder, en betegnelse, der indebærer en forståelse af vores tidsalder som værende styret af kapital. I den kapitalocæne tidsalder er planteliv, dyreliv og (nogle) menneskeliv blevet anskuet som materialer, der kunne og burde omlægges til profit og akkumulation af kapital. Det er denne proces, der ifølge begrebets tilhængere, har ødelagt store dele af klodens økologier, livsformer og diversitet.
Til slut har vi betegnelsen ‘plantationocæn’ (egen oversættelse fra det engelske ‘plantationocene’). Med den starter (og fortsætter) historien om vores nye tidsalder på plantagen. Mennesker, dyr og planter bliver importeret/eksporteret til og fra lukkede afgrænsede områder, hvor de skal arbejde/producere på den mest effektive måde. Der trækkes således tråde fra slaveriet til det moderne landbrug.
