Hvem ejer byen, når sensorer måler, kameraer ser, og algoritmer beslutter? Er det borgerne, der får en grønnere og mere effektiv hverdag? Eller er det systemerne, der tildeler os roller, data og grænser uden samtykke?
Teknologiens dobbelte ansigt
Smart Cities er ikke science fiction. Det er realiteter i København, Aarhus, og overalt hvor trafiksensorer, intelligente lygtepæle og algoritmiske beslutningssystemer vinder indpas. Teknologien lover effektivitet, bæredygtighed og innovation. Men bag glansen gemmer sig noget andet: overvågning forklædt som fremskridt.
En smart by er baseret på:
- Netværk af sensorer i det offentlige rum
- Realtidsdata om trafik, vejr, affald og borgeradfærd
- AI-baseret styring af byens systemer
- Samarbejder mellem kommuner og teknologivirksomheder
Hvad der præsenteres som løsninger på klima, infrastruktur og mobilitet, kan lige så let blive værktøjer til kontrol og profilering.
Overvågningens infrastruktur
Når teknologisk infrastruktur bygges ind i byens væv, former det relationen mellem borger og system. Kameraer, der læser nummerplader, mikrofoner, der reagerer på lyde, sensorer, der registrerer bevægelser – alle disse systemer udgør en form for digital hud over byen.
Men hvad betyder det for individet?
- Ingen anonymitet i det offentlige rum
- Dataindsamling uden samtykke
- Profileringssystemer baseret på adfærd
- Manglende gennemsigtighed i beslutningsprocesser
Borgerens ret til at færdes uden spor efterlades i ruiner.
Hvem får adgang til data?
Data er ikke neutrale. De opsamles, ejes, fortolkes og omsættes til handling. Kommuner samarbejder ofte med private virksomheder, som udvikler de teknologiske løsninger. Men hvem ejer så borgernes data? Svaret er ofte vagt.
Tre centrale problematikker:
- Kommerciel brug af offentlige data
- Manglende borgerinddragelse i dataetik
- Ingen reel mulighed for at fravælge dataprofilering
Når data bliver handelsvare, mister borgeren sin rolle som medskaber og reduceres til et objekt for måling og optimering.
Algoritmer og forudsigelser
Byens hjerte banker i takt med algoritmer. De sorterer, prioriterer og reagerer hurtigere end mennesker. I teorien effektiviserer det processer. I praksis kan det føre til automatisk forskelsbehandling.
Eksempler fra virkeligheden:
- Overvågningskameraer med ansigtsgenkendelse i metrostationer
- Automatisk prioritering af politiindsatser i bestemte kvarterer
- Sociale ydelser udbetalt via algoritmiske beslutninger
Når fejl opstår, er det svært at placere ansvar. Systemet bliver en sort boks uden ansigt og uden dialog.
Smart for hvem?
Spørgsmålet om Smart Cities er i virkeligheden et spørgsmål om magt. Hvem får lov at definere, hvad der er “smart”? Er det techfirmaet, politikeren, embedsværket – eller borgerne selv?
Tre grupper, tre interesser:
- Techindustrien: Vækst og dominans på datamarkedet
- Kommuner: Øget styring og budgetoptimering
- Borgere: Tryghed, autonomi og medbestemmelse
Ofte er det første og andet punkt, der styrer udviklingen. Borgerne reduceres til datapunkter snarere end deltagere i beslutningsprocessen.
Mulige alternativer
Feministiske og kritiske perspektiver, som dem Friktion Magasin fremmer, tilbyder andre måder at tænke byudvikling på. Her er fokus ikke kun på effektivitet, men også på omsorg, retfærdighed og kollektivt ansvar.
Fem principper for en retfærdig teknologisk by:
- Dataetik med borgerinddragelse
- Offentlig ejerskab af data og infrastrukturer
- Transparente algoritmiske systemer
- Mulighed for teknologifrit rum
- Fokus på relationer frem for kontrol
En by kan være smart uden at være kontrollerende. Den kan bruge teknologi som støtte – ikke som styring.
Digital urbanisme med værdier
Når vi taler om fremtidens byer, må vi tale om, hvilke værdier vi bygger dem på. Effektivitet uden empati skaber afstand. Sikkerhed uden åbenhed skaber frygt. Og innovation uden rettigheder skaber afhængighed.
Valget er ikke kun mellem smart eller dumt, men mellem frihed og styring.
Vi må kræve byer, hvor teknologien tjener fællesskabet, ikke overvåger det. Hvor borgeren er aktør, ikke objekt. Og hvor fremtidens infrastruktur bygges på tillid – ikke kontrol.