I en verden præget af magtstrukturer, ulighed og usynlige linjer mellem liv og død, træder begrebet necropolitik frem som en brutal virkelighed. Necropolitik handler om, hvem der har retten til at beslutte, hvem der må leve – og hvem der skal dø.
Hvad er Necropolitik?
Necropolitik, et begreb udviklet af den kamerunske filosof Achille Mbembe, beskriver magtens ultimative manifestation: kontrol over døden. Hvor biopolitik handler om at administrere liv, handler necropolitik om at administrere døden – aktivt og passivt.
Centrale aspekter ved necropolitik:
- Hvem bliver gjort sårbar for vold eller udstødelse.
- Hvordan statslige og ikke-statslige aktører kontrollerer liv og død.
- Hvilke kroppe betragtes som “levende døde”, allerede frataget retten til eksistens.
Eksempler på Necropolitik i Praksis
Necropolitik manifesterer sig i forskellige former på tværs af tid og sted. Ikke alle dødshandlinger sker med våben i hånden; ofte er de indlejret i strukturer og politikker.
Nogle markante eksempler inkluderer:
- Militariserede grænser: Flygtninge, der nægtes adgang, overlades til at dø i ørkener eller på åbent hav.
- Politivold: Minoritetsgrupper, især sorte befolkninger, der systematisk udsættes for dødelig magtanvendelse.
- Pandemihåndtering: Prioritering af visse samfundsgrupper frem for andre, når det gælder adgang til medicin og behandling.
- Klimaulighed: Samfund i det globale syd, som efterlades til at bære de dødelige konsekvenser af klimaforandringer, mens rige lande beskytter deres egne borgere.
Hvem Udfører Necropolitik?
Necropolitik er ikke begrænset til stater alene. En lang række aktører udøver kontrol over dødens infrastruktur.
De vigtigste aktører omfatter:
- Nationalstater: Gennem lovgivning, militær og politi.
- Private virksomheder: Gennem arbejdsforhold, adgang til sundhedspleje og udnyttelse af naturressourcer.
- Terrororganisationer: Gennem selektiv vold og masseødelæggelse.
- Internationale organisationer: Gennem sanktioner og økonomiske strukturer, der forværrer sårbarheder.
Hvordan Necropolitik Bliver Normaliseret
Et af de mest uhyggelige træk ved necropolitik er dens normalisering. Medier, lovgivning og politisk retorik bidrager til at usynliggøre dødens administration.
Mekanismer bag normaliseringen:
- Sprogbrug: Dehumanisering af visse grupper gennem betegnelser som “illegale”, “terrorister” eller “sociale byrder”.
- Lovgivning: Love, der retfærdiggør vold eller nægter basale rettigheder til bestemte grupper.
- Medieframings: Fokus på individuelle hændelser frem for systemisk vold, hvilket slører de større strukturer.
Hvilke Kroppe Er Mest Udsatte?
Ikke alle kroppe bærer samme risiko for at blive ofre for necropolitik. Historisk og nutidigt ses et tydeligt mønster.
De mest udsatte grupper inkluderer:
- Flygtninge og migranter
- Indfødte folk
- Sorte og brune befolkninger
- Fattige samfund
- LGBTQ+-personer i visse regioner
- Personer i konfliktzoner
Disse grupper bliver ofte betragtet som politisk ubetydelige, hvilket gør deres liv og død “acceptable” tab i magtens optik.
Necropolitik i Hverdagen
Selv i demokratier viser necropolitik sig i hverdagsbeslutninger. Fra sygehuskøer, hvor nogle får hurtigere behandling end andre, til boligpolitikker, der udsætter visse grupper for større miljømæssige risici.
Eksempler på hverdagsnecropolitik:
- Sociale ydelser, der prioriterer visse befolkningsgrupper.
- Boligområder, hvor forurening og farer koncentreres.
- Forskelle i adgang til uddannelse og sundhedsvæsen.
Modstand mod Necropolitik
Selvom necropolitik kan virke uundgåelig, findes der modstand og alternativer. Græsrødder, sociale bevægelser og enkelte stater udfordrer aktivt de strukturer, der styrer liv og død.
Former for modstand:
- Black Lives Matter: Bekæmpelse af politivold og racisme.
- Klimaaktivisme: Fokus på klimaretfærdighed for marginaliserede samfund.
- Flygtningesolidaritetsbevægelser: Kæmper for retten til liv og sikkerhed.
- Decolonial bevægelser: Udfordrer gamle magtstrukturer og kræver respekt for liv, uanset oprindelse.
Hvorfor Forstå Necropolitik?
At forstå necropolitik er afgørende, fordi det afslører, hvordan død ikke blot er et biologisk fænomen, men en politisk beslutning. Når vi forstår, hvem der har magten til at beslutte over liv og død, kan vi bedre udfordre uretfærdighederne.
Nøglepointer at huske:
- Død administreres aktivt af sociale, politiske og økonomiske strukturer.
- Ikke alle liv anses for lige meget værd.
- Modstand og bevidsthed kan ændre systemerne.
Necropolitik minder os om, at ethvert samfund må spørge sig selv: Hvis liv beskytter vi? Hvis død ignorerer vi? Det er et valg – ikke en tilfældighed.