10 råd til anti-racistisk børneopdragelse

Italesæt den racisme, som dit barn vil møde på sin vej, og giv dit barn strategier til, hvordan det kan tackle situationerne. Marronage giver dig her 10 råd til, hvordan du kan opdrage dit barn antiracistisk.

FRIKTION
Friktion

--

Udarbejdet af Marronage og allierede. Guiden kan også findes i Marronages Håndbog #1.

Illustration af Suree Z. P. Rasmussen/@thewhimsicallilbird.

Mange af os er omsorgspersoner for børn, og vi ser vigtigheden i, at vi uddanner vores børn anti-racistisk, da de ikke bliver det i de institutioner, de bruger en stor del af deres liv i. Der er mangel på steder at dele og opsøge forskning om anti-racistisk børneopdragelse i en dansk kontekst. Det er en proces præget af tvivl og usikkerhed, for hvordan gør man det på en ordentlig måde?
Vi har løbende samtaler om vores opvækst i Danmark, hvor hvidhed blev italesat som neutralt og normalt. Nogle af os har racegjorte ikke-hvide forældre, og nogle af os har racegjorte hvide forældre. Et fællestræk er, at vi alle har været udsat for racisme som børn og oplevet at blive assimileret som hvide danskere både af forældre og institutioner.
Derfor er denne guide til både racegjorte ikke-hvide- og racegjorte hvide forældre.

1. Du skal indse, at antiracisme må være en del af din børneopdragelse i en verden, hvor hvidhed bliver anset som neutralt.
I 80’erne og 90’erne var farveblind børneopdragelse normen, formet af det vestlige og universaliserende 70’er-ideal om, at alle er lige, uanset hudfarve og social baggrund.
Selvom intentionerne kom ud af et ligestillingsideal, skal du som forælder til et barn, der er racegjort ikke-hvid vide, at dit barn vil opleve racisme. Du skal gøre dig tanker om, hvordan du selv har internaliseret at andetgøre ikke-hvide racegjorte eller de stereotypiserende fordomme, du selv har mødt. Øv dig i at sætte ord på disse strukturer, så du også kan tale med dit barn om det.

2. Du skal italesætte, at dit barn vil møde andetgørelse og racisme resten af sit liv.
Farveblindhed (se Marronage #2 vigtige ord og begreber) og ignorance udvisker og sletter de levede erfaringer og oplevelser, som vi, der adskiller os fra det hvide, har. Og det fratager også muligheden for at gøre modstand mod det. Undervurdér ikke dit barns intelligens og viden om verden. Hvis du ikke italesætter racisme, vil den blive forstærket, når dit barn møder den, og det kan ende med, at barnet vender skylden og skammen mod sig selv.

3. Giv dit barn strategier til, når det møder racisme.
Lad dit barn vide, at det gerne må reagere, sige fra og blive vred og ked af det. Hvis dit barn fx er en baby, der ikke kan reagere, må du reagere for det. Udarbejd standardsvar til at modsige forudsigelige racistiske kommentarer med en basisgruppe, medforældre eller venner. Hvis du er en racegjort hvid forælder, skal du reagere på ting, der ikke rammer dig personligt, også selvom dit barn ikke lægger mærke til det.

4. Præsentér dit barn for børnelitteratur og legetøj, hvor karakterer og figurer ikke kun er racegjorte hvide.
Vis dit barn alternativer til børneprogrammer, hvor de medvirkende er racegjorte hvide. Det er vigtigt, at dit barn kan spejle sig i andre ikke-hvide, og at børnene i en billedbog kan være brune uden at være en token, fx. den asiatiske veninde hvis historie, vi aldrig lærer at kende. Fortæl, at hudfarve ikke er lys beige, og giv dit barn mulighed for, at det kan farvelægge med andre farver, når det tegner mennesker.

5. Du skal udfordre og modsige de hvide skønhedsidealer, som dit barn vokser op med.
Dit racegjorte ikke-hvide barn vil højst sandsynligt opleve mindreværdskomplekser, fordi det vokser op i et samfund, hvor hvidhed bliver italesat som normalt. I det videnskabelige eksperiment “Dukketesten” fra 1940’erne (Kenneth og Mamie Clark) og i den danske kortfilm af Hassan Preisler fra 2008 er det tydeligt, at eksperimentets børn, uanset racegørelse, valgte den hvide dukke, fordi den var “sødest” og “pænest”. Vi er blevet konfronteret med, at vores udseende ikke levede op til hvide skønhedsidealer, samtidig med at vi blev feticheret i vores andethed. Forklar dit barn, at de hvide skønhedsidealer er noget, der er konstrueret.

6. Giv dit større barn viden om, at de koloniale strukturer er tydelige.
Lær dit barn at være kritisk over for undervisning. Noget, der bliver udlagt som “objektiv viden”, vil altid være værdiladet. Vær opmærksom på, hvordan kolonitiden bliver fremstillet i dit barns historieundervisning. Columbus opdagede ikke Amerika. Han fandt ikke et nyt kontinent, men begik voldsomme forbrydelser mod mennesker på de caribiske øer og udviskede oprindelige syd- og mellemamerikaneres historie og kultur.

7. Overvej, om dit barn kan spejle sig i andre i den institution eller skole, det går i.
Hvis der ikke er megen diversitet på dit barns skole, kan du overveje, om dit barn kan møde nogen, de kan spejle sig i, til andre aktiviteter, hvor diversiteten er større. Sæt ikke dit racegjorte ikke-hvide barn i en skole med kun racegjort hvide. Giv dit barn oplevelser, hvor kultur og religion har mange variationer.

8. Du vil møde velment eksotisering af en ikke-hvid racegjort baby.
Det er ret udbredt at skrive en ønskeseddel om, hvad du ønsker dig for din fødsel. Her kan du også bede om ”lad vær med at kommentere på mit barns udseende, hudfarve, øjne, hår osv”. Det er smart. Så føler jordmødrene sig ikke personligt udskammet som onde racister. I stedet læser de det bare som dit ’særlige’ behov. Det samme kan gælde omkring seksualitet, køn og familiestruktur.

9. Du har en stor mulighed for at påvirke dit barn til at blive bevidst og en god allieret.
Uanset hvordan dit barn bliver racegjort, så er dit barn åbent over for påvirkning. Du hører måske folk sige “lad nu børn være børn” og “de er ikke gamle nok”, men allerede i 3 års alderen er børn præget af racistiske forudindtagetheder, som kræver modfortællinger.

10. Du har et ansvar for at sørge for, at din anti-racisme ikke bygger på cissexistiske eller heterosexistiske idéer.
For queer- eller transpersoner og racegjorte ikke-hvide kan det være traumatisk, når vi springer ud, at den ’positive’ race-identitet er hægtet op på at være ciskønnet og heteroseksuel. Under vores opvækst bliver vi fremmedgjort fra den typiske kernefamilieform. Antag ikke, at dit barn eller andre børn er heteroseksuelt eller ciskønnet — eller bør være det. Racegjorte ikke-hvide queer- og transpersoner er nogle af de mest udsatte positioner i vores samfund. Tænk over, hvilke personer du fremhæver, når du vil bevidstgøre dit barn og dig selv om racialisering.

--

--