SAMTYKKE

Foto Cecilie Bødker Jensen

Foto Cecilie Bødker Jensen

En oktobermorgen i 2011 vågnede jeg op og kunne ikke komme ind på min mail og facebook. Jeg glemmer koder stort set dagligt, og tænkte ikke nærmere over det, men prøvede blot at komme ind på mine konti igen. Da det lykkedes blev jeg mødt af hundredevis af beskeder og mails. Beskeder og mails med billeder af mig.

Emma Holten

Mig nøgen i min ekskærestes værelse. 17 år gammel, let bøjet, i mørkt lys, en smule akavet, meget tydeligt et mere eller mindre harmløst forsøg på at være sexet. Billeder af mig, 2 år efter, 19 år gammel i mit værelse i Uppsala. Lidt ældre, lidt mere selvsikker, men ikke særlig meget. Det var tydeligt, hvad der var sket. Billederne lå på nettet nu. Jeg var nu en blandt hundredetusindvis af kvinder, der var blevet en del af pornoindustrien mod min vilje. Men selv der tænkte jeg, at hvor slemt kunne det egentlig være? Klart, jeg vidste at fyre jeg havde gået i gymnasiet med sikkert ville synes det var sjovt. Ville snakke om det i ti minutter sige ”fuck, har i set at Emma…?” Jeg har aldrig skammet mig over min krop og min seksualitet. Det var ydmygende. Selvfølgelig ville jeg ønske, det ikke var sket; men jeg kunne aldrig have forudset, hvordan efterspillet ville blive.

Som månederne gik blev beskederne ved med at tikke ind. Jeg lå på sider, der var tiltænkt piger, der havde oplevet det samme som mig. Piger, der ikke havde lyst til at blive begloet. Piger, der aldrig havde ønsket opmærksomhed fra mere end én anden. ”Mænd elsker nøgne damer”, tænkte jeg, ”det vidste jeg da godt”. Men spørgsmålene i de beskeder, jeg modtog, gjorde det klart, at jeg ikke bare var interessant, fordi jeg var nøgen.

Do your parents know that ur a slut?

Did u get fired?

Whats the story behind this? Who did this to you?

Haha, du er på [site tiltænkt hævnpornoofre]!!! Vidste du det???

Send me more nudes or I’ll send the ones I have to your boss.

Lad mig her notere at beskeder som disse kommer fra mænd over hele verden, i alle aldersgrupper. Familiefædre, teenagedrenge, universitetsstuderende. Det eneste de havde tilfælles var, at de alle sammen var mænd.

De vidste godt, at jeg ikke selv ville være der. De vidste godt, at det var mod min vilje. Det var som en løkke om halsen, da det gik op for mig, at de synes det var sexet, at jeg var ydmyget. De nød at jeg led. Fraværet af samtykke var erotisk. Jeg var fuldstændig ødelagt. En ting er at være seksualiseret  af mennesker, der synes man er lækker. En anden er, når dehumaniseringen af mig bliver en aktiv del af min seksualisering. Havde jeg været model, seksualiseret mig selv bevidst og indenfor min egen kontrol, havde det ikke været halvt så spændende. Mit kontroltab var en berettigelse til at chikanere mig: Jeg var en ødelagt, ydmyget kvinde. At chikanere mig var alles bord. For hvad var jeg, andet end endnu en luder, der fik hvad jeg fortjente? Det her handlede ikke om, at jeg var nøgen. Det her handlede om, at jeg var nøgen mod min vilje.

Pludselig så jeg det overalt omkring mig. Seksualiseringen af fraværet af kvinders samtykke: 90% af hævnpornoofre er kvinder ( http://www.endrevengeporn.org/revenge-porn-infographic/ ). Creepshots, en tendens der eksisterer over hele verden, består i at fotografere kvinder i det offentlige rum, man finder sexede, uden de ved det, for derefter at lægge billedet op på en pornoside. Mennesker, der linker til facebooksider og siger er der nogen der kan hacke eller har flere billeder af hende her? At bruge kvinder som sexobjekter for sine egen tilfredsstillelse, uden at hun har noget at skulle have sagt, er hverdagskost på nettet.

Creepshots og det, jeg har været ude for, er konkrete manifestationer af en større tanke omkring den kvindelige krop. Det er ideen om, at det er frækt at seksualisere en person, som ikke selv ved, de bliver seksualiseret. Vi kender alle til troperne den sexede skolelærer, den smukke skoleelev, den lækre sygeplejerske/bibliotekar/tjener/bartender/læge. Stort set alle jobs er, hvis de er besat af en attraktiv kvinde, blevet seksualiseret i en eller anden sammenhæng. Det frække skal bestå i, at kvinden bare gør et job, men så samtidig er sexe.

At være sexet og at synes at en anden person er sexet er naturligvis fint nok og helt naturligt. Det farlige opstår, når man føler sig berettiget til at seksualisere et menneske, og synes at seksualiseringen er mere spændende, hvis hun ikke selv er med på den. Feminister anklages ofte for vores kritik af mænd, der råber seksuelle komplimenter til kvinder på gaden. At vi ikke kan klare det. Vi kan sagtens klare det; kritikken ligger i langt højere grad i, hvad det siger om den kvindelige krops status i det offentlige rum. Den er en ting, der bliver kigget på og seksualiseret, også selv om hun arbejder/køber ind/henter børn i børnehaven/venter på bussen. Hun bliver gjort opmærksom på, at ligemeget hvad hun gør, går der en person forbi, der tænker på at have sex med hende og det er åbenbart meget vigtigt, at hun får det at vide. Det er en måde at tvinge en kvinde ud i en situation, der pludselig skal handle om sex.

Dette er et udslag af, hvad man kan kalde seksualisering af fraværet af samtykke. Det er ideen om, at der kan eksistere en seksuelt ophidsende situation, hvor den anden ikke samtykker. Det er ideen om, at dette gør situationen mere spændende, mere forbudt og dermed mere erotisk. Vi er nødt til at være opmærksomme på, hvornår dette viser sig. Det er nemlig fuldstændig centralt, at man objektificerer kvinden, for at man kan berettige denne situation overfor sig selv.

Hvis de mænd, der kontakter mig, tænker på min ydmygelse og mig som et helt menneske med følelser, frygt og håb, ville de så så aktivt kunne deltage i chikane og kommodificering af min krop?

Hvis de mænd der råber af kvinder på gaden tænkte på dem som humaniserede, komplekse, individuelle liv med et sted at være, bekymringer og ønsker, ville de så bryde ind i deres privatsfære verbalt, seksualisere dem (ofte endda røre dem mod deres vilje) på gaden ved højlys dag?

Hvis man så på kvinder som mennesker med egne seksuelle ønsker og behov, med magt over egen krop, med egenbestemmelse over, hvad de vil og ikke vil samtykke til, ville man så føle sig berettiget til at fotografere dem i det offentlige rum, ofte op under nederdele og shorts, og derefter dele billederne i en seksuel kontekst på nettet?

Nej. Det gør man, hvis man ser en kvindes krop som et seksuelt objekt, der ultimativt er til og eksisterer for at blive kigget på. Vi er nødt til at humanisere både den påklædte og den afklædte kvindelige krop. Ligemeget, hvor sexet man synes, et andet menneske er, må deres ret til at være et selvbestemmende subjekt altid være i højsædet. Hvis ikke begge deltagere har indvilliget i en seksualiseret situation eksisterer der ikke en seksuel situation. Så eksisterer der blot dig og en person, du synes er sexet. Dette giver dig ikke ret til at antaste dem, dehumanisere dem, nedprioritere deres tid og valg.

At se på og opsøge billeder af nøgne kvinder, oploadet mod deres vilje, er at aktivt deltage i dehumaniseringen af den kvindelige krop. At samtykke i at blive seksualiseret af én person, er ikke en go-ahead til alle. De kvinder, vi seksualiserer, er mennesker. Sex er en af de mange forskellige ting, deres krop kan bruges til. Overseksualisering er en reduktion af den kvindelige krop, der legitimerer at man behandler den på måder, der umenneskeliggør den. Tænd på mennesker, begær dem, ønsk dig at knalde dem, men lad aldrig seksualisering og humanisering ekskludere hinanden.

Dette gælder for mennesker på vores arbejde, på nettet, på gaden, i byen, i skolen. Intet menneske er kun sin seksualitet. Intet menneske fortjener at blive reduceret, ligegyldigt hvor seksuelt tilgængelige, man synes, de virker.

Det farlige med objektificering er, at hvis man udsættes for det længe nok, så tror man til sidst selv på det. Hvis man nok gange får at vide, at man ikke fortjener at blive behandlet som et helt menneske, at man ikke har nogen værdi, ligger man tilbage i sin seng om aftenen og glemmer, at sådan er det ikke. Det har været en meget stor opgave for mig at mønstre nogen form for selvværd og selvrespekt efter at være blevet fortalt, at jeg ikke er det værd hver dag i mere end 3 år.

Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg skulle lære ikke at hade min egen krop. Jeg har nemlig givet den al skylden for, at jeg blev udsat for det, jeg gjorde. Hvorfor var den der, hvorfor fik min krop folk til at behandle mig sådan? Ville det nogensinde være muligt for mig at se på min egen krop og se et helt menneske?

Der er ikke nogen åbenbar og let løsning på det problem. Man er hele tiden fanget mellem at ville gemme sig og aldrig vise sig igen, samtidig med, at man ikke har lyst til at skamme sig resten af sit liv. Efter at have tænkt over det i lang, lang tid, bestemte jeg mig for, at det måtte være muligt at genskrive historien om min krop. Man kan sagtens se mig nøgen og også se mig som menneske. Det er bare ikke det, der har været min lod indtil videre. Jeg bestemte mig for, at der måtte ske en slags gen-humaniseringsproces.

Jeg snakkede med fotografen Cecilie Bødker. Hun fortalte, at det ofte viser sig at være et problem at tage billeder af afklædte kvinder, uden at det kom til at handle om det mandlige blik og om sex. Ville det være muligt for os at tage billeder af mig, uden tøj på, hvor det meget tydeligt fremgik, at jeg altså var et menneske, der fortjente respekt? Så vi forsøgte os. Det her handler ikke kun om, at jeg skal få det bedre, men også om, at problematisere og eksperimentere med, hvilken rolle vi ofte ser kvindelige nøgne kroppe i. Vi ser os sjældent smile, være i kontrol, leve en hverdag. Vi kigger aldrig ud, vi bliver altid kigget på.

Billederne i serien er et forsøg på at gøre min krop til et kvindelig subjekt i stedet for et objekt. Jeg skammer mig ikke over min krop, men det er min krop. Samtykke er det vigtigste her, ligesom sex og voldtægt på ingen måde har noget med hinanden at gøre, er billeder, der frivilligt er delt, en fuldstændig anden ting, end de, der er det ufrivilligt.

Se billederne, Cecilie har taget af mig, her

 

Tags: , , ,

Comments are closed.